Til minde for Sebastian Hjort Larsen

Denne side er lavet som et minde over vores søn, som desværre kun fik lov at være hos os i 11 år. Den 6. april 1993 da han kom til verden som vores førstefødte var en stor dag. Han var bare så dejlig. Han var et nemt barn og altid glad.

For os var han verdens 7 vidunder. Alle elskede ham og syntes han var en glad dreng. Han begyndte at interesse sig for sang, musik og teater. Han begyndte at synge i skolekor, og de sagde at han havde en rigtig god stemme. Sport var han ikke så vild med, men gik dog til håndbold en gang i ugen.

I hans fritid elskede han at gå over til far i værkstedet, hvor de hyggede sig med at lave gocart, crosser eller traktor. Det kunne han lide. Han var et meget kærligt barn og var ikke nærig med kys og klemmer. Han var meget betænksom ved andre børn som måske var lidt svagere end ham selv, dem tog han under sine vinger.
Han gik også til spejder og syntes det var ret sjovt. Da han begyndte i skole var det kun sjovt de første par måneder, så var det ikke sjov mere, for han havde jo lært at læse, regne og skrive, og da han kun skulle være landmand behøvede han ikke at gå i skole mere.

Det syntes vi jo nok var nødvendig, og det gik da også godt med at gå i skole. Han fik mange kammerater.
Han elskede at køre rundt til de forskellige landmand nær os, for at spørge om han ikke måtte få en tur med traktoreren eller mejetærskeren og for det meste fik han lov.

Da Sebastian var 5 år fik han en lillesøster som hedder Henriette, og som han blev meget glad for. De legede rigtigt godt sammen men kunne selvfølgelig skændes som alle søskende, men var nogle efter Henriette passede storebror på hende. De havde meget glæde af hinanden.
Den 15. september 2004 var Sebastian med fritidsklubben i Svømmestadion Danmark hvor han faldt ned fra 5 meter vippen. Klubben ringede hjem og sagde at han var kommet til skade og om vi ville køre ind på skadestuen, de sagde ikke om det var alvorlig eller noget. Jeg gik over til min mand og sagde at jeg kørte ind på skadestuen for Sebastian var kommet til skade, jeg troede det måske var et forstuet ben eller arm. Da jeg kom derind blev jeg modtaget at en sygeplejeske som førte mig ind i et pårørende rum og spurgte om jeg ikke havde min mand med. Jeg sagde nej og spurgte hvordan min søn havde det og om jeg måtte se ham. Hun sagde at de arbejde med ham og at jeg ikke kunne komme til at se ham. Hun sagde også, at jeg skulle ringe efter min mand for det var alvorligt, men hun ville ikke sige mere uden at min mand var der. Jeg fik fat i min mand og sagde at han skulle skynde sig at komme for de ville ikke give mig nogle informationer inden han kom. Der gik ca. 25 minutter inden min mand kunne være der og i den periode gik jeg bare og gjorde mig mine tanker. Jeg kunne ikke fatte hvad der kunne være sket, da jeg vidste at Sebastian kunne svømme og derfor var han ikke druknet, men at han var faldet ned fra 5 meter vippen havde jeg aldrig regnet ud.

Da Brian min mand ankom, kom der en overlæge ind til os og fortalte at vores elskede søn var død, og at de havde gjort alt for at genoplive ham, men at det ikke var lykkedes, og at hvis det var lykkedes var Sebastian endt som hjernedød. Dette havde ikke været en værdig tilværelse for ham, så når alt kommer til alt var det bedst at han døde, men det er simpelthen en forfærdelig besked at modtage. Det at få at vide ens søn er død er det værste forældre kan få at vide, man vil hellere selv dø.

Da folk i byen fandt ud af at du var død, gik alle flag i byen på halv stang. Mange mennesker kom forbi for at kondolere og endnu flere sendte en hilsen for at fortælle at de tænkte på os.
Hele klassen lavede også tegninger og skrev breve til dig, som kom med ned i din kiste. Der var rigtig mange.
Til din begravelse var der ca. 200 til 350 mennesker hvoraf mange ikke kunne kommer ind i kirken. Alle dine klassekammerater og lærer var der, samt det meste af byen og selvfølgelig hele familien samt alle venner. Vi sluttede af med at der blev spillet "Om lidt blir her stille" som blev spillet på orgel/trompet. Det var simpelthen så smukt.