Til minde for Salomon Olterbech

Kære elskede Far.

Da jeg fik af vide at du havde draget dit sidste suk følte jeg en stærk smerte, en så stærk smerte at jeg havde lyst til at råbe og skrige over, at du havde forladt mig.

Mor holdt din hånd da du trak vejret for sidste gang. Og kort tid efter at du var sovet stille ind, bad Mor sygeplejeren ringe til mig.

Noget i mig brast, du var død. En følelse af ingenting bredte sig i mig. Aldrig mere skulle jeg se dine øjne lyse op, når du hørte det var os som kom på besøg. Aldrig mere skulle vi komme og beøsge dig og aldrig mere skulle vi have nogle af vores diskusioner.

Du er her ikke mere, det ene øjeblik var du og i næste var du gået hjem til Gud.

Da du lå på sygehuset skrev jeg et brev til Mor om hvor meget jeg elskede hende og dig. Men jeg fik aldrig sagt det til dig. Tre små ord som kunne have gjort det så godt. Tre små ord som kunne have fyldt dig med glæde og som ikke skulle være så svære at sige. Men jeg håber du var klar iover at jeg elskede dig og holdt utrolig meget af dig.

36 år fik dig og mor sammen. 36 år hvor i delte ondt og godt. Men nu er du desværre død. Væk for altid og du vil aldrig komme tilbage til Mor eller mig. Du er ikke bare ude på en rejse hvor du vil vende hjem igen. Nej nu bor du i himlen sammen med dine kære. De kan opleve dine glæder og sorger nu og jeg skal aldrig mere se dine glade eller vrede øjne når noget var galt.

Når jeg tænker tilbage på dagene før du sov stille ind ved jeg nu at du var klar over du skulle dø. Du sagde flere gange til os at du kunne se lyset. Og jeg er meget overbevist om nu at det var lyset på den anden side du kunne se.

Den sidste dag jeg besøgt dig var den 28 august. Jeg kan huske at jeg spurgte dig om du frøs for du var så kold. Nej sagde du og rystede på hovedet. Jeg stodf ved din sengekant og holdt dig i hånden og aede dig. Ind imellem trykkede du min hånd og det er din sidste hilsen til mig. Du var træt og ville sove, du havde svært ved at holde øjene åben og du gled hele tiden hen. Jeg sagde til dig at jeg snart ville komme igen, men da jeg kom igen var du død. Et ufattelig tab som jeg ikke er kommet over i nu.

Ved din begravelse det var der jeg skulle forlade dig, sige for evigt på gensyn, men jeg kunne ikke, jeg måtte gå. Min halvbror ødelagde hele din begravelse og jeg kunne ikke bære at han talte dårlig om dig. Undskyld far at jeg aldrig har fået sagt ordentlig farvel til dig.

Men du skal vide at jeg har taget dig med i mit hjerte og der vil du altid være hos mig. Jeg vil hverken miste eller gi det væk. Du tilhører mig som jeg tilghørte dig. Hverken minderne eller dig kan jeg give slip på. Aldrig. Du har efterladt et stort hul i mit hjerte, men minderne om dig skal leve evigt. Mine børn skal huske dig, elske dig og vide hvor meget du betød for mig. Jeg har fire vidunderlige børn, som jeg elsker og skal tage mig af og du skal vide at vi her hjemme tænker på dig, taler om dig og vi ler mere nu som tiden går. Der er utallige mange ting at fortælle om dig, men det er ikke til at forstå at du er borte.

Men jeg tror du kan se os nu. At du sidder oppe i himlen og kigger ned på os. Dit liv var en sejr til det sidste og du opnåede meget i dit liv og jeg ved du var en gave for mange. Men kære Far du skal vide at da jeg mistede dig, mistede jeg så meget. Jeg kan ikke slippe af med smerten, tabet, mindrene eller savnet som til tider ikke er til at bærer. Men jeg har lært at leve med det....

I vore hjerter er du ikke død, der vil du for altid bo. Du er som en stjerne der altid vil være hos os og vi vil huske dig forevigt.

Hvil i fred og ha' det godt til vi ses....på gensyn kære far.

Din datter Teresa.

Jeg håber du passer godt på Maria lille dreng Lars og Esthers lille pige Gitte.