på gensyn søde lille lillebror

Kære lillebror.

Jeg er helt tavs – og samtidig har jeg så mange ord, der bare vælter rundt. Tanker der kører i cirkler og ud af underlige tangenter. Valg. Fravalg. Ikke-valg. Konsekvenser. Glæde. Smerte. Uendelighed.  Kærlighed. Liv. Et liv uden min bror, var aldrig noget jeg tænkte over, forestillede mig eller … jeg tænkte aldrig tanken.

Du var og vil altid være en del af mit liv. Lige nu er det som om min barndom langsomt svinder mellem mine fingre. En ensomhed, jeg ikke har ord for – pludselig er der ting, kun jeg ved. Oplevelser som kun eksisterer i mit hoved. Tanker som ikke længere er delte, men kun er mine.

Jeg ved, at du havde masser af tanker. Jeg ved at de og du rodede rundt for at finde vej og mening. I virkeligheden var det så simpelt og enkelt – du ønskede bare at være elsket. Og det var og er du. Men som vi mennesker oftest gør, gjorde du det vanskeligt. Du lavede regler, satte hegn op, lavede labyrinter, ville selv finde vej. Og pludselig blev tingene tågede og besværlige og du kom ud af underlige sideveje. Og nu er du forsvundet.

Nej. Du er ikke forsvundet. Du vil altid være i mit hjerte. Og i alle de menneskers hjerte som sidder her i dag. Man kan ikke bare dø på den måde, i din alder og forsvinde ubemærket. Jeg håber, at du med din død vil gøre noget af det du kæmpede for i livet. Vise at kærligheden er størst.

Jeg har ingen vrede, kun et ufatteligt savn. Ikke farvel, men på gensyn søde lille lillebror.