Til minde for Pelle Rasmussen

Jeg har mistet min elskede dreng, mit lys blev slukket den 13. april 2002.

Jeg elskede Pelle ubetinget, som vi elsker vores børn. Jeg havde talt med ham en time, før han kørte galt og dræbt på stedet, helt ufatteligt, ikke til at tro, ikke min dreng, jeg havde jo lige talt med ham. Mit liv blev på et par timer forvandlet til et mareridt, det værste der kan ske, skete, det, som man tror, kun sker for andre, skete for mig, at miste det man har allermest kært. Det hele gik i stå, jeg var sikker på, at jeg ville dø. Men jeg døde ikke, der kom kræfter til, kræfter til at komme igennem den første tid, tiden hvor alle de praktiske ting skal gøres. Men nu er der kun tomheden tilbage. Jeg savner ham så meget, er ensom i min sorg, kan ikke dele den med andre, min sorg alene. Pelle kommer ikke mere. Pelle som havde så meget han skulle nå.

Pelle var en dreng med mod, han gjorde altid det der var godt for ham. Han rejste meget, havde lige startet eget tømrerfirma op, havde to ansatte, masser af arbejde der ventede, det hele så ud til at komme til at gå godt. Pelle var elsket af alle, han var den, der turde tingene, han udsatte aldrig noget til senere, gjorde det han havde lyst til her og nu, derfor nåede han an hel masse i sit korte liv, Pelle levede i højden og ikke i længden. Man var altid tryg, når Pelle var der, han kunne klare en hvilken som helst situation, han var sjov og impulsiv. Han var for ung til at dø. Han skulle have levet et helt liv. Jeg skriver til ham hver dag, tænder lys for ham hver dag, høre hans musik, går ture ved vandet, alt sammen noget jeg ved Pelle elskede, men jeg får ham aldrig tilbage, uanset hvad jeg gør, og det gør mig desperat. Nogen gange tror jeg, at jeg er ved at blive sindssyg, men jeg ved, at det er en stor sorg, som jeg skal igennem, der ingen smutvej, kun den lange.

Pelle vil altid være i mit hjerte, og jeg håber at han vil være i mange andres hjerte, håber at venner og familie vil mindes ham for evigt, selvom livet går videre.