Til minde om vores lille Marcus <3

Dette er en minde side om vores lille Marcus, som brat blev taget fra os 13 timer efter fødslen , for 6 år siden.

Selvom det er 6 år siden er sorgen der stadig , og vores kærlighed til ham holder aldrig op.

Marcus døde fordi moderkagen havde løsnet sig 5 timer før han kom til verden, så han havde ikke fået ilt til hjernen.

Lægerne kæmpede for ham i hele 13 timer men intet hjalp , så til sidst blev der slukket for hans respirator.

Der gik kun 2 sek fra de slukkede til han sov ind.

I stedet for at ligge ham i barnevogn , måtte vi ligge ham i en lille kiste , det er det hårdeste en mor kan komme igennem.

Marcus har en storesøster som hedder simone, som har haft det svært efter hans død , derfor laver vi denne side til ham...

Et lille digt til min dejlige lille søn:

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,

aldrig smilte dine blege læber til mig,

men de bitte, bitte fødders spark

vil jeg aldrig ´nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,

helt beskyttet lå du inde i mig,-

al min længsel, livets store drøm.

-Å- og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,

al min næring delte jeg jo med dig,

hvad kan du og jeg vel gøre for,

at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke

livets hede puls i godt og ondt.-

Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,

vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,

glad at jeg endnu en stund kan nå dig,

stille kysser jeg dig, uden tårer,-

selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,

skal du ikke være bange, mor går med dig,

i din lille silkeskjorte skal jeg klæde

dig for første gang- og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,

jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,

og din lille mund har suget af mit bryst,

så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder,

brystet spænder meningsløst imod dig,

Lille barn, min gyldne, døde drøm.-

Din fødder kysser jeg og græder.