Til minde for Magnus Gnädinger Sørensen

TIL MINDE FOR VORES SØN
Lille Skat, vi elsker dig af hele vores hjerter. Vi savner dig hver dag. Vi forstår stadig ikke at du skulle tages fra os. Dit liv var først lige begyndt. Du forstod så meget. Var så dejlig en dreng, altid så glad og taknemmelig. Vi har så mange gode minder fra dig.
Du kom tit løbende med gyngen, og sagde -dø daa. Nu ville du gynge. Du var begyndt at tale, så småt. Når Far kom hjem fra arbejde, løb du ud i gangen, Dar, Dar... du skulle op og sige hej til Far.
Du kunne allerede gå, da du var 10 måneder gammel.
Når vi havde lavet en skålfuld popcorn, og rigtig skulle hygge os, fyldte du hele munden, til der ikke kunne være mere. Så tog du en ny, og ville give Mor den i munden, men ligesom den nærmede sig hendes mund, trak du hurtigt hånden væk, og puttede den i din egen mund istedet for. Så grinede du henrykt. Du havde snydt Mor igen, og hun hoppede på den hver gang. Mor grinede også til tårerne trillede ned ad hendes kinder, af stolthed, kærlighed og glæde over dig.
Din lille ven fra legestuen lærte dig at åbne dørene i huset. Han lærte dig også at åbne blespanden og sige badr. Du grinede og grinede hver gang du gjorde det. Den lugtede jo ikke så godt. Også da var Mor stolt.
Når du ville se din højt elskede teletubbies video, hentede du den fra skuffen, og kom ud til Mor eller Far med den. Så trak du os ind i stuen til videoen. Du kunne selv tænde den. Når båndet så startede, stod du foran skærmen og efterlignede alt hvad de gjorde. Hoved, skulder, knæ og fod, knæ og fod. Du bøjede op og ned i knæ, viste hvor det hele sad, så pavestolt. Du skulle også lige se om Mor og Far så det. De lærte dig også at hoppe, og fløjte. Og de lærte dig at give Mor og Far et "stort kram".
Videoen har du fået med dig, så du stadig kan se den når du vil. Du fik også den store bam bam med. Den som engang havde været Mors. Og billedsnak-bogen. Den hvori du altid viste os hvor bolden, fjernsynet og alle de andre ting var.
Alle de ting som du holdt allermest af, har du fået med dig. Lige pånær det aller vigtigste, os.
De sidste dage inden du døde, fik du kalendergaver. Hver morgen når du vågnede, lå der en gave til dig, i den sok hvorpå dit navn stod. Du var så ivrig efter at se hvad det var, hver morgen.
Om aftenen d. 5. december, puttede Mor den sidste gave i sokken. Det var en CD med børnesange. Du elskede musik, og dansede altid rundt til det. Du rokkede med skuldrene, bøjede i knæene, og holdt munden åben for at koncentrere dig om dansen. Du kom aldrig op for at hente din gave næste morgen. Da Mor vile vække dig, var du død. Du lå midt i Mor og Fars seng, som altid, men trak ikke vejret. Mor gik i chok, da hun vendte din livløse krop om, og dit smukke hovede trillede om, helt blegt og blåt. Hun ringede efter en ambulance, din yndlingsbil. Så blev du genoplivet, kom i respirator, men fik et hjertestop 8 timer senere. Din lille velfungerende hjerne havde taget skade af iltmanglen, og din dejlige lille krop kunne ikke klare mere.
Vi troede at du ville klare det. Du var jo så stærk, men ikke denne gang.
Da du lå i kapelet, havde du fået noget af dit elskede modermælk med dig. Mor malkede noget ud til dig. Så fik hun en pille som skulle stoppe din mælk. Du skulle aldrig have mere. Du var bare pludselig død, væk. Så uretfærdigt. Vores elskede lille dreng blev frataget hans liv. Du har jo brug for os...
Vi håber sådan at der er nogle som tager sig af dig, der hvor du er nu. Nogen som elsker dig ligeså højt som vi gør, selvom vi ikke tror at det er muligt. Vi er jo dine forældre, vi gav dig liv. Du er vores lille søn, for altid.

Vi elsker dig i al evighed.
Mor og Far.