Det gør mig så ondt, som du har det.
Ja det er desværre sådan det er. Den første tid bliver det næsten værre og værre, man forstår det ikke, man vil ikke erkende det. At skulle vænne sig til at sige "jeg og mit", se andre to og to o.m.a., er bare ikke til at holde ud, det hiver og slider i en fra morgen til aften. Og man har måske svært ved at sove, mareridt og ikke noget at stå op til næste dag - hvad er livet for noget. Jeg fik selv mange fysiske smerter også, der var pludselig alting i vejen.
Kære Ulla hvor har jeg ondt af dig, det er et helvede, og man tror aldrig, man får et bare nogenlunde liv.
Men det kommer, at man kan holde det ud. Det bliver aldrig det samme som før, for mig virker livet lidt ligegyldigt og jeg savner Niels Jørgen helt forfærdeligt - meningen med livet, kan også stadig få tudeture. Men tiden har gjort, at jeg har (været nød til) levet mig ind i andre rutiner, det hjælper, når det går op for en, at sådan ER det nu. Men det kan du ikke endnu, det ved jeg.
Håber du har nogen omkring dig, der forstår dig, ellers er det ikke til at klare.
Skriv hvis du trænger til at læsse af, jeg vil gerne høre på dig. For mig har det været så forfærdelig en oplevelse, at jeg vil så gerne, hvis jeg kan støtte andre lidt, for hvor har det hjulpet mig, den omsorg jeg har fået.
Knus Bente.