Min søde far og Andreas´ morfar

Min far blev født på Rigshospitalet den 16 maj 1931. Hans forældre boede på Østerbro og det var da også her han voksede op og gik i skole. Først boede de i Århusgade, men siden flyttede de til en stor hjørnelejlighed i Randersgade. Lige overfor Randersgades skole, det var ret praktisk når far skulle i skole. Han brugte ikke megen tid på transport.

Leif kom i flyvevåbnet og blev udlært flymekaniker, men var ansat i KTAS, som det hed dengang. Der var han i 37 år og måtte gå på pension på grund af en skade i sin ene hånd og et ødelagt knæ. Det var ikke just det bedste at rende rundt med når man skulle op og kravle på stiger hver dag og mange gange om dagen.

Mine forældre overtog for 23 år siden min farmor og farfars kolonihave og vi har haft utrolig mange dejlige timer i den have. Men for ca 5 år siden begyndte min far at få det dårligt. Han hev efter vejret og kom til mange forskellige undersøgelser på hospitalet. Det endte med at han havde fået konstanteret KOL (rygerlunger) og skulle have ilt dagligt. Derfor blev han nød til at holde op med at ryge, men prøv lige at fortælle en storryger at han skal holde op med at ryge 20-30 smøge om dagen, fra den ene dag til den anden. Men det var alternativet.

Han fik så ilt i nogle år og så en dag da han var til undersøgelse på Herlev hospital, fandt man ud af at det ikke var nødvendigt med ilt mere. Og hvad blev resultatet? Manden begynder gud hjælpe mig at ryge igen, til store irritation og protester fra resten af familien. Selv ikke hvis hans guldklump (min dengang 5-årige søn) stod foran ham og fortalte ham at det var uhyre dumt at ryge, kunne det få ham til at holde op igen.

Min dejlige far fik endelig fred den 13. september 2008 efter lang tids svær sygdom. Bl. a. måtte han i det sidste år i dialyse 3 gange om ugen fordi hans nyrer var ude af funktion. Der var også en stærk mistanke til sukkersyge, men han nægtede både min mor og mig at vi måtte komme med når han skulle til undersøgelse. Han holdt kortene tæt ind til kroppen. Fortalte aldrig noget, for spurgte vi ham hvordan det var gået, sagde han blot: "Der var ikke noget nyt". Men vi kunne begge se at det langsomt men sikkert gik den forkerte vej. Men man kan jo ikke tvinge manden til noget, da hans hjerne fungerede 100%.

Helt galt blev det i okt 2007. Han blev igen, for gud ved hvilken gang, indlagt på Herlev, men denne gang tog han en beslutning der overraskede både min mor og mig. Han besluttede at komme på plejehjem, for som han sagde: "Min kone kan ikke klare mig derhjemme, og min datter kan ikke hjælpe da hun er handicappet". Stor beslutning. Han flyttede på plejehjem 5 dage før jul i 2007, så det var en noget ambuteret jul vi holdt det år. Men vi forstod da at gøre det så  hyggeligt som muligt.

I løbet af 2008 røg han ind og ud af hospitalet flere gange og 4 gange blev vi kaldt derud, da man mente at nu var det ved at være slut. Men sørme nej! Manden snød os hver eneste gang. I starten af september, gik det dog igen ned af bakke og en dag min mor var ude at se til ham var han meget dårlig om eftermiddagen. Hun snakkede med lægen, der sagde at denne gang skulle vi ikke forvente mirakler. Og hun fik ganske ret, for om aftenen ringede hospitalet til min mor og sagde at hun skulle se at komme derud, for det var lige ved at være nu. Hun ringede til mig og vi kørte omgående derud. Men desværre kom vi 15 min for sent. Lægen og sygeplejersken kom ud til os og sagde at de næsten var færdige med at gøre ham i stand. Og da de var færdige fik vi lov til at gå derind. En sygepjejerske kom med en kande kaffe og nogle småkager og vi sad inde hos ham i ca. 1½ time. Han var stadig varm og vi kunne tage en rigtig smuk afsked med ham.

Begravelsen foregik stille og rolig fra vores lokale kirke og efterfølgende tog vi hen et sted og drak kaffe. Der blev holdt et par taler og vi kunne snakke, grine og græde som vi havde lyst til.

Men ét er helt sikkert: Vi savner ham stadig!