Til minde om Lars Sprogøe

Min kære kæreste som alt for tidligt forlod denne jord.

Vi havde ikke nemme odds men kærligheden vandt og det er de mest fantastiske tider jeg nogensinde har haft. Du fik mig til at le, føle mig elsket og jeg kunne forsvinde ind i dine arme og bare ligge der i flere timer.

Men lykken krakelerede fra den ene dag til den anden. En varm sommerdag tog jeg telefonen og min verden faldt fra hinanden. Du var ikke her på jorden mere. Jeg kan huske tårerne begyndte at trille og så gik alt i stå. Jeg var dybt ulykkelig men samtidig kunne jeg ikke forstå det. Jeg forstod ikke at du var død, jeg ringede og tænkte at selvfølgelig var du her endnu. Mit sidste håb om at kunne se dig igen forsvandt. Det er længe siden jeg har besøgt dit gravsted. Ifølge din tro ligger du der ikke, du er en del af vinden, solen, alt. Det er det jeg tror på, for det var hvad du ønskede. Det gør at jeg hele tiden kan mærke dig i alt hvad jeg gør.

Min sorg er nærmest "forsinket", først nu kommer de store følelser, afmagten, uretfærdigheden og den mest inderlige gråd. Det har været hårdt at jeg ikke har givet dem plads, men jeg ved de er med til at lade mig acceptere situationen og komme videre.

Men det bliver uden dig i mit liv og det gør frygteligt ondt. De siger man mister lyden af ens kæres stemme, lyden af deres latter. Jeg holder fast i mine minder, jeg holder fast i dem der bringer mig glæde. Jeg holder fast i tanken om at jeg var den sidste der hørte fra dig inden du døde. Jeg forsøger ikke at bebrejde mig selv, men det er svært.

Kunne jeg have reddet dig hvis jeg var taget ind til dig? Den sidste sms fra dig blev sendt samme dag som du døde. Jeg er blevet forpint ved tanken om hvorvidt du var bange, havde ondt osv. Men jeg siger til mig selv at du havde allerede forladt din krop. Du mærkede ingenting.

Jeg er fyldt op af savn og jeg ved mine følelser aldrig forsvinder.

Man siger at sorg er hjemløs kærlighed. Kærligheden består selvom den man elsker er væk.