Er knust over vi aldrig fik sagt farvel!

Kære søde bror,

I så mange år har jeg frygtet at jeg en dag skulle finde dig død.

Og nu skete det

Også du er blevet taget fra mig i en alt for ung alder.

Det er så uforståeligt at du ikke længere er i nærheden, at du ikke længere kommer forbi, at jeg ikke længere kan spørge dig, at jeg ikke skal se dig igen, at jeg ikke længere har dig i mit liv.

Synes det er så umuligt at skulle igennem det hele en gang til. At jeg skal igennem det igen, men denne gang uden dig som min støtte. Jeg kan ikke forstå at du skulle dø sådan, hvorfor er der ikke retfærdighed til i denne verden. Hvorfor skulle du dø på den måde?

Jeg kan kke forstå at jeg ikke kan fortælle dig alle de søde ord dine venner, bekendte, kollogaer, og gamle venskaber har fortalt mig i denne uge. Alle de ting jeg har lært om dig, at jeg ikke kan fortælle dig at min angst for at du skulle dø gjorde at jeg fjernede mig fra dig, at jeg ikke kan fortælle dig at jeg savner dig og har gjordt det længe, at jeg kan ikke forstå at du stadigvæk ikke har ringet.

Det skriger i mit indre.

At vi ikke mere skal grine over dumme ting fra familien vi engang havde, at vi to ikke længere skal gå ture og snakke om hvordan en sygdom bedst holdes ned, at vi ikke skal have flere familieaftener med gammeldagsmad og snak. Jeg forstår ikke at du er væk. Til tider tjekker jeg min mobil, for at se om du har skrevet.

Min trøst er at du levede dit liv til det sidste og at du i de sidste dage var sammen med en hel del af de mennesker som holdt så meget af dig.

Savner dig og er knust over vi ikke fik sagt farvel!

Din søs

Din svoger og din niece savner dig utrolig meget!