Min elskede mor.

Mandag d. 9/6 2008 var den værste dag i mit liv! Jeg havde haft et stort skænderi med min mor om torsdagen, og havde ikke snakket med hende i weekenden. Mandag var jeg i skole, og jeg vidste bare der var noget helt galt. Jeg skrev til Gitte som var hendes veninde, og sagde jeg kunne mærke der var noget galt, og om hun ikk nok ville køre hjem og tjekke om alt var okay. Efter et stykke tid sagde hun at det ville hun godt, men det først kunne blive om eftermiddagen. Så efter et par timer mere i skolen fik jeg lov til at tage hjem et par timer før. I stedet for at tage hjem til min far hvor jeg boede, tog jeg hjem til min mor som boede i et hus på et hjørne.

Lige da jeg kom rundt om hjørnet kørte der en ambulance, og jeg løb ind i indkørslen hvor der holdt en politibil og en akutbil, og min mors veninde stod der. Jeg løb hen og spurgte hvad der var sket, og en af de der politimænd spurgte hvem jeg var. Jeg forklarede hun var min mor. Han kiggede på mig, og sagde med de mest kolde øjne "hun er død" , jeg kan stadig se hans kolde ansigsudtryk for mig.. Bagefter kan jeg ikke huske noget andet end at jeg skreg, men jeg har senere fået at vide at jeg var fuldstændig ude af kontrold. Jeg har åbenbart slået en af de der politimænd som prøvede at komme hen til mig, men til sidst fik min mors veninde holdt mig fast mens jeg stadig græd. Hun fik sat mig indenfor på en stol, og smækkede en klud op i panden på mig med koldt vand. Efter en time var der rigtig mange mennsker. Min kæreste, min lærer, min far, Gitte, og hendes kæreste. Vi kørte hjem til Gitte hvor vi snakkede om begravelsen. Og hun ringede til sine børn, min bedste ven & bedste veninde. Min veninde kom med det samme selvom hun var hos sin far på Møn, og Ralle min bedste ven blev hentet fra sin praktik. Min søster fik det selvfølgelig også at vide, og kort efter havde hun snakket med sin chef og var på vej.. De næste 3 uger var det rene helvede. Bedemænd, præster, sagsbehandlere, kontaktpersoner, familie, venner & bekendte var det eneste der var tid til.

Hverken min far eller jeg havde rigtig tid til at græde før 2 dage før begravlsen da alt var iorden. Men der brød det også løs..