Den mest vidunderlige dreng der findes med det varmeste hjerte.

Den værste dag i dit og mit liv kom som et lyn fra en klar himmel.

Du min skønne lille prins sagde altid til mig "Mor du er den bedste i hele verdenen. Hvortil jeg altid svarede "Nej min skat DU er den bedste i hele verden og jeg vil altid sørge for at der ALDRIG kommer til og ske dig noget som helst".

Det ordspil ku vi 2 godt skændes om meget tit imens vi krammede.

Det bedste jeg ku vågne til. Var at du kom ind om morgenen dejligt morgenfrisk med et smil på læben, med din elephant under armen. Gav din mor et kram og sagde sådan. Det gjorde du så tit, du var altid så glad og smilende. Så var min dag reddet og den bedste og varmeste start på dagen jeg ku få.

Kære højt højt elskede søn. Jeg holdt ikke hvad jeg lovede dig. Jeg prøvede med alt hvad der stod i min magt, men det lykkedes IKKE.

Der findes ingen større kærlighed end den jeg har til dig lille skat.

Jeg glemmer ALDRIG nogensinde den dag det gik galt. Det var uge 7 og vi havde vinterferie os 2. Du havde haft meget høj feber i mange dage og jeg var så bekymret for dig. Vi havde været ved lægen flere gange senest aftenen før. Jeg ku bare mærke at der var noget helt galt.

Du ville ikke vågne den morgen. Du havde sovet i over 12 timer og jeg sad på en stol ude i gangen og kiggede ind på dig mens du lå i sengen. Havde forsøgt et par gange om jeg ku vække dig. Men nej du sov. Jeg talte i tlf med en fra jobbet. Pludselig vågnede du og kaldte på mig. Spurgte mig om du måtte gå ud og tisse.

Ja selvfølgelig må du det min skat. Jeg afsluttede min samtale og gik ind for at hjælpe dig. Du var MEGA varm og havde så høj feber. Omtumlet og med mig ved din side kom du ud på toilettet og tilbage igen i sengen.

DER SKETE det!!! Jeg sad på sengekanten og du faldt hen, og jeg sku til og ringe til lægen igen. Samtidigt med jeg rakte ud efter min tlf, satte du dig op i sengen og forsøgte at gribe efter mig, men du ku ikke ramme dine greb var ud i luften. Jeg tog fat i dine hænder, hvor efter dine øjne rullede du blev helt blå om læberne og dine fingre!!

Du krampede og jeg måtte ringe efter en ambulance. 3 gange nåede du og krampe inden ambulancen kom.

Jeg ringede til din far og sagde den er helt gal og at vi blev hentet i ambulance.

Redderne bar dig ned på båren i ambulancen og du sagde i tåger. "Nej nej og nej" også faldt du hen igen. Du var helt væk sov bare hele vejen ned til sygehuset.

Det er det sidste jeg har hørt dig sige! Siden har du ikke kunne tale.

På skadestuen blev vi modtaget af mange læger og sygeplejesker og du var stadig helt væk. Lægerne vidste ikke hvad du fejlede og hvorfor du krampede. De gik straks igang med at tage en rygmarvsprøve og en hel masse andre prøver.

Lige efter det var overstået gik du i kramper igen. Denne gang var det meget hæftige kramper og lægerne kunne ikke bryde dem. Så fik vi og vide at du skulle intuberes (lægges i respirator og i koma). Med mit job og baggrund så vidste jeg at nu er det virkelig alvor og helt galt!

DER STOPPEDE VERDENEN, ALT STOD HELT STILLE for mig.

Mín lille dreng var så syg, at du skulle ligge i respirator og var livstruet!!

Du krampede hæftigt det næste døgn og de kunne ikke på hillerød få styr på kramperne. Jeg lukkede ikke et øje hele den nat. Ville og kunne ikke lægge mig til og sove. For jeg skulle bare høre din vejrtrækning. Hvert eneste vejrtrækning du tog ville jeg høre. Men den vejrtrækning du havde var jo ikke din egen men respiratoren der trak vejret for dig. Men sku bare høre hvert eneste du tog, havde jo oplevet da du krampede at du holdt op med og trække vejret. Det måtte bare ikke ske igen. Det sørgede maskinen jo for. Men jeg VILLE bare høre den.

Jeg har ikke talt med dig siden den dag. d. 18/2-10.

Tidligt næste morgen fik vi og vide igen du var alvorligt syg og livstruet, samt at du skulle overføres til Rigshospitalet hvor alle specialisterne var.

Vi blev overført i ambulance fulgt af akutlægebilen. Den tur kunne jeg slet ikke overskue. Vi skulle køre med udrykning og der lå sne på vejene. Så jeg sagde til redderen der kørte. DU skal absolut ikke tage hensyn til mig. Du køre bare. Jeg sidder bare sådan her. Jeg tog en hånd op for mine øjne også kørte vi.

Din far var kørt i forvejen og ham overhalede vi desværre ude på helsingør motorvejen. Tænk at forestille sig at blive overhalet af en ambulance og en akutlægebil med udrykning. Vel viddende at inde i den ambulance der ligger min søn og er helt væk!

Siden hen har vi kæmpet og kæmpet for at få de kramper til og stoppe UDEN SUCCES :-(((. Alt blev vendt med hele verdens førende krampespecialister. Lægerne søgte råd til behandling. Imens du lå i koma lå du med eeg scanning dagligt i imellem 4-5 timer. Imens der blev forsøgt så vanvittigt mange gange ( kan slet ikke huske hvor mange) at skrue ned for krampemedicinen. Men igen UDEN succes. HVER GANG :-(((((.

Jeg sad ved din side nærmest døgnet rundt og kan slet ikke beskrive for nogen hvordan det var, når vi nåede det magiske niveu hvor du begyndte og krampe igen. Så blev medicinen hævet igen indtil du var stabil. Det var KÆMPE KÆMPE store mængder du fik, oven i al den sovemedicin du fik.

Jeg spillede en sang for dig på det tidspunkt. Celine Dion "I am your angel". Den eneste måde vi ku se reaktioner fra dig, var på monitoren der viste din puls, dit blodtryk og din feber. Sygeplejeskerne og lægerne som passede dig. Passede så godt på dig, nærmeste som om du var deres eget barn. Du fik en helt speciel plads i deres hjerter. Trods det de ikke kendte dig vågen. Så kom du til og betyde rigtigt meget for dem. De ville gøre alt hvad de kunne for at du overlevede. De så den mindste reaktion på dine tal. De sagde ofte til mig at din puls faldt når jeg kom ind til dig. At du ku mærke min nærhed. Jeg har aldrig været i tvivl om at du fornemmede når jeg var ved dig og sad og holdte dig i hånden, hvilket jeg gjorde nærmest døgnet rundt.

Hver evig eneste gang vi forsøgte at skrue ned for krampe medicinen håbede og troede vi på at kramperne ville stoppe og forblive væk. Men NEJ de ville ikke slippe dig. Når jeg gik i seng om aftenen TVANG jeg mig selv til og sove. Så jeg kunne få lidt søvn og ku holde til dagene derinde som var rigtigt hårde, med lægesamtaler, prøver og venten på at se om den plan der var lagt holdt. Hvilket aldrig lykkedes.

I de måneder var det helt syrrealisk for mig at sidde og se ud på blegdamsvej hver dag. Hvor det myldrede med biler mennesker og liv. Det var nærmest som at se livet køre forbi en.

Fordi mit og dit liv stod fuldstændigt stille. Du var ligeså livstruet som du havde været fra aller første dag det her skete.

Min lille dreng der knap var 10 år lige inden du blev syg. Fuldstændigt rask og levende, med så meget mod på livet`s udfordringer. Lå bare der. Lagt ned af en sygdom som lægerne ik kunne finde.

Du lå i koma og i næsten 5 måneder før lægerne prøvede at fjerne din sovemedicin men vi måtte bibeholde den store mængde krampemedicin. Vi fik og vide da vi skulle starte med og prøve at det slet ikke var sikkert at du kunne vågne at du havde taget for meget skade af alle kramperne.

Jeg kan huske jeg blev så frustreret over at der var tvivl om at du var derinde bagved. JEG VAR ALDRIG I TVIVL min skat. Du var der.

Tog fat i en af lægerne og sagde ham at han skulle vide at jeg var HELT HELT sikker på at du var der.

Det bevidste du også da du langtsomt begyndte så småt at vise micro tegn på mimik i dit ansigt.  Til sidst så åbende du dine øjne.

Kan slet ikke beskrive for nogen hvilken glæde der væltede hen over mig, da jeg efter så lang tid kunne se dine øjne åbne sig. Jeg græd og græd og græd af glæde. Men du var bange meget bange. Har aldrig nogensinde set så stor frygt i dine øjne som jeg så hver eneste morgen jeg kom over til dig den første uge. Når jeg så havde været hos dig en halv times tid, fortog de skræmte øjne sig og du kiggede på mig.

Men du kunne ikke svare mig kun kigge på mig. Intet andet kunne du. ej heller bevæge noget af din krop.

En af de aller første dage du havde åbne øjne. Der kom mormor og besøgte dig. Mormor stod og talte til dig. Du fokuserede med dine øjne på mormor. Man ku ligefrem se din ro og hvordan du bare lyttede til hvad mormor sagde til dig. En af dine læger sad på stuen på det tidspunkt. Selv hun ku se den fantastiske kontakt der var imellem dig og mormor. Men igen du kunne ikke svare og ingen ved hvormeget du forstod. Men vi ku se du reagerede med ro og at du lyttede, det var så tydeligt.

 Det værste ved det hel er at det her kun er en lille brøkdel af hvad der skete..

Fortsættelse følger!!

Men kan ikke lige i øjeblikket. Vender tilbage når jeg kan lidt igen..

Ændringer vil for hver gang jeg skriver blive skrevet med blåt!!