Til minde for Kasper Børløs Isaksen

3 år, 1 måned og 9 dage var hvad vi fik sammen på denne jord. Du var elsket fra det øjeblik, vi fik besked om at du var på vej. Og du er stadig elsket.

Du blev født med en hjertefejl, men vi har altid fået at vide, at de regnede med at du sagtens kunne leve med den. Og du levede livet. Du var så glad og mild. Vores dage har aldrig været plaget af sygdom, medicin og indlæggelser osv.

Du levede som ethvert andet barn. Du virkede ikke syg, var måske lidt mere stille end andre, men du har altid selv været god til at sætte dine grænser for hvad du kunne klare.

Du gav os alle så meget i dit alt for korte liv. Dit smil, din varme, din humor, din smittende latter, din omsorg for os andre. Du har virkelig sat nogle dybe fodspor hos os alle.

Vi har af venner ofte fået at vide, at de sjældent har oplevet en så glad og positiv dreng som du var. Og de har ret. Du var stort set altid glad og positiv. Nød livet i fulde drag.

Du kunne få timer til at gå med at smide sten i ”det store vand”, som du kaldte stranden ved sommerhuset.
Du var heller ikke bleg for at drille. Som den dag hvor du låste Bedste og mig ude på altanen. Du morede dig gevaldigt, og det var umuligt ikke at blive draget med af din smittende latter.

Du elskede at tumle med din far, elskede at være sammen med familien.

Da vi fik Kia, din dejlige lillesøster, viste du igen at du havde hjertet på rette sted. Du var så sød og omsorgsfuld mod hende. Elskede at nusse og hygge med hende.

I din vuggestue, nød du at lege med de andre børn. Du holdt meget af vuggestuen og de af dig.

En dag begyndte du at blive mere træt og lægerne besluttede at en operation ville kunne hjælpe dig.
Operationen gik galt, på grund af et fejlskøn, som de siger, og nu var det pludselig nødvendigt med et nyt hjerte. Du stod nr. 1 og vi var ikke i tvivl om at det ville komme. Jeg ville give dig mit. Tanken om at jeg så selv skulle dø, var ikke nær så skræmmende som tanken om et liv her på jorden uden dig.

1 dag ventede vi, men fik så at vide at din hjerne ikke fik ilt mere. De fortalte at din hjerne var død og at der ikke var nogen som helst mulighed for at du kunne leve mere.

Det er den værste og mest grufulde besked, man som forælder kan få. Dit barn er død. Vores verden gik i stå.
Jeg sad med dig da alle maskinerne blev slukket. Vi sad som vi altid sad når du puttede. Jeg skulle have en hånd under dit ben og du puttede rigtig. Jeg kan stadig høre lyden fra clipsene, der slukkede hjerte-lunge maskinen.

Jeg føler mig amputeret. En stor del af mig døde sammen med dig. Vi havde et specielt bånd os to. Vi var så utrolig tæt knyttet.

Vi mangler dig Kasper. Vi mangler at se dig, røre dig, høre dig grine, se dine øjne stråle. Vi mangler at have dig hos os. Det savn vil aldrig gå væk.
Kia savner sin betænksomme storebror. Hun fik kun 10 måneder sammen med dig. Men hun kender dig gennem os og vi vil selvfølgelig fortælle hende om hvor dejlig og sød du var. Du vil altid være en stor del af vores liv.

Kasper, vores jord blev meget fattigere den dag du døde og stedet hvor du er, er blevet meget rigere.
Du vil altid have en meget stor og central plads i vore hjerter og tanker og du har altid været og vil altid være elsket.

Kasper, husk jeg elsker dig og altid vil gøre det.

Mor