Skat vi mødtes over nettet som spilvenner og d. 1-8-08 skulle du besøge mig en weekend stadig som venner, men den weekend forandrede mit liv.
Da du skulle på arbejde om mandagen og sad i toget skrev du 6 ord til mig på sms, Må jeg komme tilbage efter arbejde? og der var ingen tvivl i mit hjerte så svaret var ja.
Allerede d 8-8-08 gik du på knæ og spurgte om jeg ville gifte mig med dig og igen var der ingen tvivl i mit hjerte, vi blev gift d. 13-12-08 og det var den lykkeligste dag i mit liv.
Vi fik 3 vidunderlige år sammen og d. 15-12-11 fik vi et skønt rækkehus i Vorbasse, det var en drøm der gik i opfyldelse og vi kunne se frem til forhåbentlig at begynde projekt barn til sommer.
Men sådan skulle det ikke gå, et par dage før jul begyndte du at blive sløj med feber og lidt hoste, lidt influenza som så mange andre, du blev puttet under dynen og sov en del.
Juleaften virkede du en smule kvikkere og var oppe et par gange og sludre med dine svigerforældre som var her, inden du krøb under dynen igen.
Da jeg krøb til køjs den nat lagde jeg mig på sofaen for ikke at hører din hosten.
Kl ca 8.30 d.25 kommer du ind i stuen er ret frisk og vil se fjernsyn, vi sidder og sludrer i en ½ times tid inden jeg vælger at gå ind og ligge mig et par timer mere.
Ca. 11.20 vågner jeg igen og kommer ind og ser du er faldet i søvn foran fjernsynet, jeg kalder på dig, med stigende panik da det begynder at gå op for mig at du ikke sover.
Du blev erklæret død 11.50 og senere fik jeg afvide at dødsårsagen var kold lungebetændelse.
Min skat, mit livs lys.
Jeg savner dig så meget at jeg ikke ved hvordan mit hjerte nogensinde skal kunne komme sig over det, du var mit liv.
Alt føles så forkert og meningsløst efter du forlod mig, det er så ensomt.
Hvorfor kunne vi ikke have fået lov at få ønskebarnet, hvorfor måtte du ikke få den drøm opfyldt, vi har brugt så mange dage og nætter på at snakke om det.
Hvis du havde en fejl skat, var det at du næsten var for god af dig, du havde et hjerte der kunne rumme de fleste men du glemte altid dig selv.
Hvil i fred elskede, vi ses en dag
