Den 11 november sagde du farvel til verdenen, men først nu kan jeg tage mig sammen til at skrive om det hele.
Det gør simpelthen for ondt indeni ellers, men jeg vil ære dig på den bedste måde, og jeg mener den bedste måde at gøre det på er og lægge din historie ud hvor andre kan læse den.
I år 1999 fik du diagnosen brystkræft, og du havde faktisk haft kræft før, og det havde resulteret i at du fik underlivet fjernet. Men nu skulle du åbenbart igennem det igen.
Men for mig var det her mit første møde med kræft, mor satte mig ned og forklarede det hele meget grundtligt for mig, jeg var blot 8 år gammel på det tidspunkt, men jeg ville vide hvad der var galt med dig, for jeg kunne mærke du var blevet svag.
En meget chokket lille pige besøgte dig nogle dage senere på hospitalet i sønderborg, og jeg kunne slet ikke forstå hvorfor du skulle have alle de ting omkring dig. Dt hele er meget sløret for mig fordi jeg ikke var så gammel. Men jeg kan huske at du fik fjernet dit højre bryst og nu mente lægerne så at du var rask.
År 2002, vi får en opringnign fra Morfar, og mor begynder og græde. Nu havde du kræft igen, men den her gang var det i leveren, på det tidspunkt er jeg 11 år og kan så småt begynde og forstå alt hvad der sker og ikke mindst hvad der skal til og ske, for nu gik det op for mig at du nok ikke havde lang tid tilbage. "For pokker i leveren, det er jo det man dør af" det er den tanke der gik gennem hovedet på mig da mor fortæller mig det. Men du for det bedre selvom lægerne kun giver dig to år, og vi fik ikke en men to fantastiske rejser med dig inden det hele blev værre. To super dejlige rejser med hele familien.
År 2009, Det har i løbet af de sidste år bredt sig utrolig meget, det er nu i lungeren, huden og ja hvem ved ikke hvor. Men du er gået over den tid lægerne gav dig og det er vi alle rigtig glade for, men nu begynder du og tabe dig alt for meget, og du mister appetiten, du spiser kun vitamin piller i stedet for den mad du skal have. De næste par år skulle vise sig og være en kæmpe prøve for hele familien.
År 2010, det er først nu vi alle indser alvoren af det her, nu mister vi dig snart:( det her år går utrolig langsomt og det går kun ned af bakke for dig, men du holder ved, og du er stærk som altid. Til din 69 års fødselsdag tager du enddag med på Jensen's bøfhus og spiser en nogenlunde normal måltid. Men vi kan alle se det ikke er godt mere.
november 2010, Lægerne giver dig en hospitals seng som skal stå i din og Morfars stue, nu kan du slet ikke noget mere. Du spiser kun meget sparsomt mad, for det meste kun bær, men du spiser i det meste. Efter to uger er det snart ovre, du ligger kun i sengen, spiser intet og drikker kun et halvt glas væske om dagen.
November d. 11 2010: Jeg ligger i min seng, og kan høre fars telefon ringer, det er mor. Hun er lige ankommet ved mormor og morfar, nu er det sket, mormor er ikke ved os mere. Far sidder sig ind på sengekanten ved mig og vækker mig lige så stille og jeg kan allerede se det på ham, nu har mormor fået fred.
Nu du ikke længere er blandt os, kan jeg ikke lade være med at tænke på om du nu også er helt væk, jeg er ikke kristen, men jeg er sikker på at du sidder et sted og venter på mig og alle os andre.
Ingrid Callesen, du er savnet hver eneste dag, og vi elsker dig allesammen stadigvæk:* du er min engel<3