Min elskede Mor

Vi mistede min mor meget hurtigt.... Tirsdag den 10. juni 2008 ringede jeg om aftenen til hende. Hun var rigtig skidt, havde gennem længere tid været dårlig og skidt til pas. Jeg spurgte hende, om hun havde lyst til at sidde i et hjørne og bare dø, for så ville jeg gerne vide det. Det havde hun ikke, men hun havde ikke overskud til at kæmpe med deres egen læge. "For de strejker jo" siger han.

Jeg ringede onsdag morgen til hendes egen læge for at tale med ham om min mor. Jeg sagde, at jeg ikke forstod, hvorfor hun ikke kunne få taget en blodprøve, når hun nu var så dårlig. Jeg sagde også til ham, at hun var utroligt frustreret over, at hun følte, han ikke lyttede til hende. Enden på samtalen blev en ny tid, og en besked om, at hvis jeg kunne få min læge til at tage en blodprøve, så var det ok med ham. Jeg ringede til min egen læge og fortalte ham om min mor, og selvfølgelig ville han få taget en blodprøve samme dag.

Onsdag den 11. juni fik min mor taget blodprøve. Den var der svar på fredag den 13. juni, og her fik hun taget nogle nye blodprøver, for hendes blodprocent var meget lav (4,8%). Samtidig fik hun at vide, at hvis hun blev dårligere i løbet af weekenden skulle hun kontakte vagtlægen.

Lørdag den 14. juni ringede jeg til min mor om morgenen, og hun var rigtig dårlig. Så jeg ringede straks til vagtlægen, og vi aftalte, at min mor skulle indlægges med det samme. Det blev hun så på Sygehuset i Køge.

Mandag den 16. juni fik hun taget knoglemarvsprøve (hendes blodprocent var 4,3 om lørdagen), og allerede tirsdag fik hun beskeden "overflytning til Rigshospitalet med mistanke om leukæmi". Så gik tingene ellers hurtigt.

Mandag den 23. juni fik vi beskeden "akut, agressiv leukæmi" med en realistisk chance for overlevelse. Min mor startede kemo om fredagen den 27. juni. Vi var på besøg fredag aften, og i løbet af 10 minutter blev hun rigtig, rigtig syg. Så syg, at vores ældste barn på 15 ikke ville med ind til hans mormor mere. Vi var alle dybt chokerede, da vi kørte hjem fra Rigshospitalet. I løbet af de næste par dage bliver hun bare mere og mere syg. Jeg har helt klart den fornemmelse, at hun bliver for hurtigt syg.

Tirsdag den 8. juli kommer jeg tilfældigvis til stuegang. Her er den rigtig søde sygeplejerske Sabine på vagt, så da de er færdige med min mor, bliver jeg kaldt til side, og får overlægen Ove med sammen med Sabine. Her forklarer de mig, hvad der skal ske, og jeg får svar på de spørgsmål, som jeg ikke fik svar på den dag, vi fik diagnosen. Det var en hård omgang. Jeg kørte direkte hjem til min far, og fortalte ham, hvad der var blevet sagt. Det var utroligt hårdt for ham, han var ikke nået dertil i sine tanker. Vi blev enige om, at jeg hentede ham igen om aftenen, og vi besøgte min mor igen.

Onsdag morgen bliver jeg ringet op af natsygeplejersken, der siger, at jeg skal komme med det samme. Jeg får ringet til min far, og fortæller ham, at han skal være klar, for jeg kommer og henter ham. Jeg får ringet til min bror, der er endt i Göteborg, og først skal flyve hjem igen om eftermiddagen. Han får tryllet, og er i København ca. 12.30. Min svigerinde, min far og jeg er på Rigshospitalet ca. 9.15. Der er min mor ved bevisthed. Vi er der indtil kl. ca. 17.15, hvor min bror, svigerinde og far kører hjem. Jeg vælger at bliver lidt endnu, for der skal være stuegang til min mor, og jeg ved, at Basse tager sig af børnene, så jeg behøver ikke skynde mig hjem. Da klokken er ca. 19.15 er min mor stabil, og jeg aftaler med Sabine, at jeg roligt kan køre hjem. Vi aftaler, at jeg ringer ved 22-tiden om aftenen.

Jeg er hjemme i Dalby ca. 20.15, sidder lige 5 minutter, og siger så til min Svigermor, at jeg hellere må ringe til Rigshospitalet. I det samme ringer min mobil, det er Sabine. Hun siger, at jeg skal komme med det samme. Jeg kører atter mod Rigshospitalet, og ankommer ca. 21.45. Der fortæller Sabine mig, at min mor har taget sin iltmaske af, og at hun så får at vide, at hvis hun ikke tager den på, så er hun død, inden jeg når derind. Hun tager masken på igen.

Da klokken er ca. 22.15 ringer jeg til min lillebror, og beder ham om at hente min far. Jeg ringer til min far, og fortæller ham, at Nielser er på vej, og at de skal på Rigshospitalet. Min mors nyrer virker ikke mere. Klokken ca. 22.50 tager min mor masken af igen, Sabine siger 3 gange til hende, og sidste gang direkte "Hvis ikke du tager masken på igen, så dør du, Inge" - JA siger min mor. Sabine spørger mig, om jeg er i tvivl om, hvad min mor vil. Nej siger jeg, hun vil bare gerne have fred. Jeg er selvfølgelige bange for, at min bror og far ikke skal nå det. De ankommer ca. 23.10.

Jeg har, mens jeg har været alene med min mor, sunget for hende både Mariehønen Evigglad og Er der nogen i himlen. Børnesangen var en sang, som min mor sang for de to store, da de var små. Jeg har også fortalt hende, at jeg synes, hun havde været tapper, og at det var okey, at hun gav slip nu.

Da min bror og far har været der ca. 10 minutter, ringer jeg til min moster, og fortæller hende, hvordan det står til med min mor. Hun siger, at hun kommer så snart hun kan. Vi står alle tre ved hendes seng, og 6 minutter over midnat tager hun det sidste åndedrag. Min moster nåede desværre ikke derind, inden hun sov stille ind.