Savner dig

Kære Ida, vores elskede datter og søster

Vi savner dig og tænker hver dag på dig. Håber dermed du har det godt og nyder din frihed det sted du befinder dig. Måske leger du med andre glade børn. Solen skinner altid på dig. Der flyver sommerfugle rundt på engen og mariehønerne elsker at sværme omkring dig. Du har din fine hvide kjole på. Den flagrer i vinden, når du danser rundt på engen. Du smiler og ler tit og tænker altid gode tanker. Du har ingen bekymringer og ingen smerter mere. Du føler dig heller aldrig alene. Der er altid nogen til at hjælpe og støtte dig. Når du tænker på os, flyver du ned og ser om alt er ok. En gang imellem sender du også varme hilsner ned sammen med en mariehøne. Det hænder sikkert, at du nogle gange ser din far og mor græde. Så prøver du at opmuntre os, men du synes det er helt ok vi har det sådan. For så ved du, at vi tænker på vores lille engel. Hvis du nogle gange har brug for ro til at være dig selv, svæver du bare videre til andre enge. Fuglesang og rislen fra en å, er nogle af de lyde du elsker at lytte til. 

Kære skat, din mor og far kommer tit i din fine have på kirkegården. Der fælder vi en tåre for vores smukke og tapre lille pige, som ofte viste os hvor stor en viljestyrke hun besad. Du var med til at holde os alle sammen oppe i de sværre stunder. Det gjorde du med dit altid så glade sind. Ligesom vi gjorde alt for at opmuntre dig til at leve videre. Efter din død, kan vi mærke du stadig er hos os. Ind i mellem sker der ting som vi tror skyldes dig. 

Kære Ida, du skal vide hvor glade vi er for at have sagt ordentligt farvel til dig her på jorden. Din afsked skete så fredfyldt. Din mor sad med dig på armen som da du var lille. Din far overfor og sygeplejersken bagved. Vi sang "lille marie høne evigglad" og talte stille til dig. Vi fortalte hvor højt vi elskede dig og hvor tapper du var. Vi kunne fornemme at du hørte os. Til sidst sagde vi til dig at du godt måtte give slip. Det ville du ikke første gang, for efter et lille stykke tid kom du tilbage til os og trak vejret igen, men vi syntes ikke du skulle kæmpe mere, så vi lagde dig over i hospitalssengen og holdt om dig. Få min. senere sov du stille ind. Det var så smukt og forfærdeligt på samme tid. Pludselig var kampen slut for os alle tre. Vi havde ikke mulighed for at opmuntre dig mere som vi så tit havde gjort. Du kunne ikke kigge på os mere med dine smukke øjne og opmuntre os. Ida, i omtrent et halvt år kæmpede du for livet. Dit altid så glade sind har sikkert forlænget din levetid, men kræften vandt over dig tilsidst og tog det dyrebareste fra os, nemlig vores livsglade lille prinsesse. Undervejs fik du to medaljer og masser af små gaver af det søde personale som ofte besøgte dig på stuen. De syntes du havde et udtroligt gå på mod. Du tog dig ikke af, når de var lidt hårde ved dig. Du fandt dig i alt og når de gik fra dig, vinkede du til dem og lavede møs-mund. Ida Marie som de kaldte dig inde på hospitalet. En lille pige med en kampgejst og vijlestyrke så stor. 

Din mor, far og brødre, ser tit din stjerne på himlen og vi glædes hver gang ved at se hvor smukt den stråler, ligesom du altid gjorde. Så ved vi inde i vores hjerter, at du stadig er hos os og har det godt. Hver dag tænder vi lys i stuen for at mindes dig kære skat. Det vil vi altid gøre. 

Mange kærlige knus og tanker fra din lille familie 

MØS MØS