Til minde for Henrik Kofod Jensen

Kære Henrik

Ordet ”død”, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, skulle blive en titel, der passede på dig… Mine søskende - de er her ”bare”!!! Du og Gitte har været der i hele mit liv. I har opdraget på mig – og sammen har vi delt en masse oplevelser. Sammen med Jer har jeg en masse minder fra min barndom…

Da du døde, forsvandt en stor del af disse minder. Mange mennesker tror ikke, det er særlig hårdt at miste en søskende – men virkeligheden er en helt anden. For hvem kan man nu dele alle disse minder med?? Selvfølgelig kan jeg stadig snakke med Gitte om vores barndom – men der er trods alt en masse oplevelser, som jeg kun har haft sammen med dig… Dem kan jeg fortælle om til andre – men INGEN vil nogensinde kunne forstå og huske det, som du og jeg kan.

Og det gør simpelthen så ondt!!! Ofte kan jeg sidde og fortælle andre om en oplevelse, jeg har haft med dig. Men ind imellem sker det også, at jeg kan fornemme, at de ikke forstår mig – jeg kan ikke forklare dem, hvordan det i virkeligheden var!!

Når jeg i dag ser tilbage på perioden umiddelbart efter din død – så står nogle af oplevelserne meget klart – mens jeg har svært ved at huske andre. Når jeg tænker på, hvordan jeg opførte mig, så er det ikke hele tiden, at jeg kan forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde…
Blandt andet kan jeg huske, at da vi dagen efter ulykken kom over på politistationen - inden de skulle køre med os ned til ulykkesstedet – da skræmte jeg vist ham betjenten en smule… Vi startede med at spørge efter nogle ejendele. Og den stakkels betjent måtte fortælle os, at der ikke var nogle ejendele, da alt var brændt. Jeg spurgte straks: ”Hvordan kan I så vide, at det er Henrik, når I ikke har hans nøgler eller pengepung??” Bagefter ved jeg godt, at det nok var en meget naturlig reaktion – der var lige et ”håb” om, at det ikke var dig alligevel.
Og da vi senere blev kørt ned til ulykkesstedet i politibil, og betjenten sagde, at så kunne vi jo køre igennem tunnelen hjem, for det var kortere. Jeg nægtede simpelthen og sagde, at jeg under ingen omstændigheder ville igennem den tunnel, hvor du dagen inden var kørt igennem, lige inden du døde. Gad vide om ikke han tænkte: ”dumme møgunge!!”…?? Men han adlød pænt og kørte en omvej hjem.

Selvom jeg har på fornemmelsen, at du vil mene, at sådan en mindeside, som du har fået, er lidt for ”tøset” til dig – så har jeg altså lavet en alligevel…
Jeg synes, du fortjener at få din egen side. En side, hvor jeg kan gå ind og mindes dig. Et eller andet sted er det nok også for at få et sted, hvor jeg føler, at jeg kan fortælle dig ting. I starten efter din død troede jeg, at jeg kunne bruge dit gravsted, når jeg gerne ville fortælle dig noget eller ”bare” var ked af det. Men når jeg er på kirkegården, får jeg aldrig sagt noget som helst. Det virker så forkert… For selvom jeg godt ved, at det var der, vi sænkede din kiste ned – så er det nok aldrig rigtigt gået op for mig, at det rent faktisk er der, du ligger.
I ”min verden” er du kommet et helt andet sted hen. Så det virker mere rigtigt at mindes dig her – og bruge denne side til at fortælle dig om, hvordan det går mig, nu hvor du ikke er her længere…

Jeg håber, at du – hvor du er nu – har det godt og mindes dit liv på Jorden med glæde. Du vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte – og minderne vil aldrig blive glemt.

Kærlige tanker fra din lillesøster Kristina