Hanne Marie Duus Jensen

Du havde gået og døjet med lungebetændelse en stor del af efteråret. Da du fik den 3 lungebtændelse valgte man at sende dig til scanning. Man fandt desværre pletter på billederne.

Sygehuset indkaldte dig nu til at få taget prøver fra lunger.

Svarene på prøverne skulle du have d 18 december.

Torsdag d 18 december 2008 kørte Du, sputnik og Simone op på sygehuset. Og ja det var hvad du havde frygtet, cancer. Den svulvst de havde fundet sad bag hjertet. Så om man kunne operere vidste man endnu ikke. Du skulle på sygehuset igen og havde taget test på om dine lunger ville kunne klare en sådan operation. Dette gjorde du d 21 eller 22 trods det at du var skide syg. Og du klarede ikke testen. Så der var kun kemoen man nu kunne tilbyde.

Men omkring d 20 december blev du meget dårlig hjemme. En influenza lignede sygdom ramte dig. Du var stædig som bare pokker og tillod slet ikke at vi ringede efter vagtlæge. På skift sørgede Jane, Heidi,Sussi,Anita og Simone for at køre ned til dig og hjælpe med alt der måtte være. Men søndag d 28 december var toppen nået for os alle. Der blev tilkaldt vagtlæge og du blev indlagt på stedet.

De tog så mange prøver af dig og kunne egentlig ikke komme med en komplet diagnose på hvad der var galt. Men de opdagede dog at du havde en bakterie i kroppen som gjorde dig meget syg. De kæmpede mange dage med at dyrke den bakterie uden held. Vi fik aldrig af vide hvad det var for en slags bakterie du havde.

Dagene på sygehuset gik. Alle vi søskende, Jes, Kim,Sussi,Heidi,Jane,Anita Og Simone skiftes til at være ved din sygeseng. Selvom du var meget syg og langt væk har du sidenhen fortalt at du vidste vi var der, du mærkede vores tilstedeværelse. Morfar kom fast hver formiddag og sad ved dig.

Vi fik aftalt et ”møde” med lægen der tilså dig på det tidspunkt. Selv skulle du deltage i mødet og det foregik derfor på stuen hvor du lå. Men du var så langt væk at du GUSKELOV IKKE hørte noget som helst af det han sagde. Han gav den dag vores familie dødsstødet. Du havde små cellede  cancer sagde han. Og det er en meget aggressiv kræftform. Han talte lige ud af posen og pakkede intet ind. Du kunne have et par gode måneder tilbage at leve i og/eller helt op til 5 år.

Det var en hård nød for os alle at knække. Man vurdere at man nu skal have styr på den bakterie for at kunne påbegynde kemo. Da de d 8 januar endnu ikke har styr på hvad du fejler påbegyndes kemo alligevel. Du får det d 9 og 10 januar med.

Du udskrives fra næstved sygehus d 13 januar. Hold da op du var meget sløj og syg da du kom hjem. Du kunne ikke gå grundet kemoen og måtte derfor kravle op af trapperne. Som dagene gik fik du det bedre. Ny kemobehandling fik du d 28-29-30 januar. Du fik igen ondt i benene, hvilket var bivirkninger fra kemoen. Men igen fik du kæmpet dig på benene. Det var vist den eneste bivirkning du havde grundet kemo.

Onsdag d 11/2 indlægges du igen på Næstved sygehus med feber. Men vi er alle meget rolige da det er meget normalt at cancer patienter får feber og andre ting skrabet til sig grundet deres lave immunforsvar. Denne gang udskrives du 14/2.

Du er frisk da du kommer hjem og alt er bare fint. Du fortæller at du nu har snakket med en læge der siger at du har gode udsigter for at overleve. Nøøøj hvor blev vi alle glade i hele familien. Vi havde gået så længe med de tanker som den første læge havde fortalt. Nu kunne vi begynde at se et håb midt i din kræft sygdom. Pludselig var der en chance for at du overlevede, jubiiii.

Du får den 3 kemobehandling d 18-19-20 februar. Igen driller dine ben. Men som sagt tidligere er det normalt. Du har det super godt og man kan virkelig se og mærke på dig at du slet ikke er i tvivl om at du overlever det her.

Søndag d 22/2 begynder du at få diarre. Dog kan du selv styre det. Det tager dog til de kommende dage og opkast begynder du nu også med. Fredag 27/2 skal du have besøg af sygeplejerske og hjemmehjælp. De skal ned og hilse på dig for første gang og aftale med dig hvordan og hvorledes de kan/skal hjælpe dig indtil du er ovenpå igen.

Da sygeplejersken ser dig vurdere hun at du skal indlægges da du nu konstant og hele tiden kaster op og har diarre. Du kan ikke selv mere holde på noget. Dog er du helt klar i hovedet og er til at snakke med. Jane og Sussi tager med dig på hospitalet. Man fortæller igen at det er helt normalt at cancer patienter får den slags bivirkninger grundet kemo. Så du skal bare have antibiotika og så kommer du gennem det igen.

Men det er ikke altid det går som vi ønsker. Fredag aften omkring kl 23.30 ringer sygehuset til Morfar og fortæller at din tilstand er forværret i en sådan situation at de mener Vi bør komme.

Sussi, Morfar, Jane og Simone køre hurtigt af sted. Imens er Heidi ved at samle de øvrige op på vejen, nemlig Jes og Anita. Og Kim er kørt fra haslev. Så vi er nu alle på vej derop.

Morfar, Sussi,Jane og Jeg kommer ind på stuen til dig. Omkring dig står en sygeplejerske og en læge. De har givet dig iltmaske på som pumper ilt ind til dig. Du hiver meget kraftigt efter vejret og er ikke ved bevisthed mere. Sussi fortæller dig at vi er kommet og er ved din side. Morfar sætter sig på en stol og tager din Hånd. Simone står på den anden side og aer din halve arm. Vi har ikke stået der 1 minut da din vejrtrækning bliver langsommere og mere rolig. Og pludselig stopper du helt med at trække vejret. Læger fra alle sider kommer flyvende til stedet og alt imens følges vi ud af døren af en sød sygeplejerske. De forsøger sig med hjertemassage og en læge eller sygeplejerske kommer ud og spørger os hvor længe de skal forsøge. Vi mener bestemt som de også gør, at du skal have chancen, men at de som læger skal vurdere hvornår det er nok. For var der noget du ikke ønskede, så var det at vågne op og ingenting kunne mere.

Desværre var dit hjerte slidt op grundet al den astma du havde døjet så meget med. Så det ville ikke starte op igen. Mor, vi snakkede om tidligere på dagen at vi tabte sørme den kamp her inden den overhovedet var begyndt.

D 29 december fik morfar, din mand konstateret tilbagevendende kræft. I hele din sygdom kæmpede du for ham mor. Din egen sygdom tilsidesatte du meget for at kunne værne om ham. I skulle havde været på rigshospitalet på mandag d 2-3. Du ville ruske op i dem så morfar fik hurtigere behandling. Du nåede desværre ikke at komme med ham derind. Men mor, Han er i gode hænder. I morgen tager Jane,Anita og Sussi  med ham derind. 

Du var en super god mor og du stod der altid når vi havde brug for det. Du har ikke altid haft det lige let i livet, men de sidste 26 år af dit liv oplevede du den fuldendte lykke. Du fandt den store kærlighed og I blev gift sidste år. Din bryllupsdag var den største dag i dit liv og gud hvor er vi lykkelige på dine vegne.

Vi elsker dig meget højt mor. Du er meget savnet i vores liv. Dine børnebørn savner dig usigeligt meget. Dine svigerbørn savner dig.

Du har skabt et meget stort tomrum i vores liv. Husk at du altid vil være gemt i vores hjerte.

Hils dem alle deroppe og sig vi glæder os til vi igen om mange år skal ses. Og send gerne masser af styrke ned til os Mor

Kys knus og mange tårer fra dine børn