Til minde for Hanne Bente Jakobsen

Min mor er oprindeligt fra sjælland, men flyttede til Brønderslev engang i 70. Hun fik 4 børn, de tre første med mig som den sidste med samme mand, og min lillebror blev født i 85 som en lille efternøgler.
Min mor var meget afholdt af alle, og var altid god for en sludder eller klar med en hjælpende hånd, mange af vores venner kaldte hende for Mor Hanne, fordi deres egne forældre ikke havde lige så meget tid til dem, som vores mor havde.

En overgang arbejde hun på byens rådhus, samt på campingpladsen, men et liv med astma kan blive for meget, og man valgte at lade hende førtids pensionere. Det blev hun i en alder af 35 sådan cirka.

Jeg selv boede faktisk hjemme til jeg ved ikke hvornår, havde et MEGET tæt forhold til min mor, kunne fortælle hende alt, og uanset hvad støttede hun mig altid til at tage den rigtige beslutning. I 1997 blev jeg student, og var glad for mor oplevede det. Fandt den store kærlighed og så gik det derud af...
Det sidste år inden hun pludselig døede havde vi prøvet meget ihærdigt på at blive gravide, ville jo gerne, havde alderen til det, og alt det der, men intet skete.

Den 7 maj 2002, var jeg på besøg hos min mor som kun boede 500 meter fra os, vidste hun havde det lidt skidt. Hun var ved at få sat nye vinduer i hendes lejlighed, og det støvede jo meget, min lillebror var på lejrtur, så jeg tænkte at hun godt kunne bruge lidt opmuntring. Jeg kom derfor forbi og havde taget en buket blomster med, det var hendes MORS DAGS buket, som hun fik lidt på forskud. (Det var mors dag den kommende søndag) Havde skrevet på kortet: Se nu at blive frisk... Temmelig ironisk da jeg dagen efter får "nyheden".

Jeg er oppe ved 7 tiden, skulle egentlig have været på arbejde, var i lære som køkkenassistent, men havde en forstuvet fod. Klokken 12, bliver der ringet på min dør, en fra kommunen fortæller hvor hun er fra og spørger om jeg har fået besked.. Øhh nej det havde jeg ikke. Tænkte at det måske var noget med at vidne i retten da min ene bror var igang med skilsmisse og prøvede ihærdigt at få sine børn. Aner jo ikke hvad kvinden snakkede om så hun spyttede ud.

Monika din mor er død, og vi vil gerne hvis du tager med ud på skolen og henter din lillebror, som kommer hjem fra lejrskole i dag...... TAK FOR KAFFE, slug lige den!

Aner ikke lige hvad der sker oppe i knolden når man hører det... Men jeg fløj rundt i lejligheden, skreg som en stukket gris, og kastede mig på gulvet. Hun ville gerne at jeg slappede af, for vi skulle lige snakke. Ja tak for den.... Jeg skulle bare lige ringe lidt rundt først.

Vi bliver hurtigt samlet, og det hele kom egentlig til at køre lidt mere smertefrit end man turde håbe. Vi fik i en fart arrangeret bisættelse osv, og fik hentet lillebror. Da han kommer ind her siger han: Er Hanne nu på sygehuset igen. Hmmm Ja det kan man jo godt sige sagde jeg.

Vores mor døde af en blodprop i den ene lunge kun 52 år gammel, blev fundet af håndværkerne klokken 8 om morgenen.

Det hele var meget underligt, for hvorfor skulle hun nu lige dø fra os? Jeg var så tæt med min mor at det slog meget hårdt, var igang med uddannelse som køkkenassistent, men måtte sætte det lidt på stand-by. Heldigvis var min chef meget forstående.

Vi ville selvfølgelig også gerne på sygehuset for at se hende, ingen af os troede på at det kunne være rigtigt, og jeg havde specielt selv følelsen af at det ikke kunne passe, at jeg stadig kunne mærke hendes nærvær. Jeg måtte se hende for jeg kunne tro det.

På sygehuset var de meget underlige, de blev ved med at sige at jeg skulle vente, til der havde været ligsyn, for de måtte jo ikke gøre hende i stand, og hun havde slået hovedet ned i bordet, da hun var faldet ned af stolen. Men jeg blev ved, VILLE se hende..

Fik endelig lov, synes nu ikke hun var grim, det var jo min mor. Er vildt glad for jeg så hende, jo flere gange jo bedre. Selvfølgelig havde hun slået sig, men så slemt var det nu heller ikke. Jeg kiggede rundt på de andre, spurgte om det var okay at røre hende, havde ALDRIG set en død før...
Jeg stak lige så stille hånden hen til hende, i håb om hun havde taget den og vist mig at hun stadig var her. I stedet nussede jeg hende på kinden, snakkede til hende, følte mig meget underlig.... Var jeg normal????

Efter et par minutter derinde, blev det for meget, kunne ikke mere... Men dagen efter var jeg deroppe igen, denne gang med min svigerinde og hendes børn (hende der var ved at blive skilt) Hun havde også været tæt med min mor, og ville også gerne se hende, og det ville jeg også gerne IGEN.

Havde lidt mere mod, og fik kysset hende farvel også, det hjælper en hel del at vide, at jeg gjorde alt jeg kunne for at sige ordentlig farvel, selvom hun ikke kunne høre mig... Tror nu godt nok selv at der er mere mellem himmel og jord, så jeg tror hun kunne høre mig, og hun ved også hvad der har foregået her.

Dagen for bisættelsen kommer, og vi var alle samlet her, vi troede det ville gøre det nemmere at vi fulgtes i flok... Men da jeg hørte de skide kirkeklokker og så døren ned til kapellet... PUHA så græd jeg som pisket, men men men. Jeg fik endnu engang taget mod til mig, og fik mig selv skubbet derind, ville se hende igen, for nu var hun jo gjort i stand, har også billeder derfra, men ved ikke om de vil virke stødende på folk herinde, så venter lidt med det endnu.

Der var mange i vores lille kirke og de fleste tog med til kaffe bagefter. Nu er det sådan i vores familie, at når der er en der dør, ja så er der en der er gravid.... Min moster kom hen til mig, tog mig på maven og sagde, du er gravid... Og ja det var jeg, vidste det bare ikke. Fandt ud af det dagen før urne nedsættelsen....

Jeg fik sat termin til den 1/2 2003, så jeg havde været ca 7 uger henne da mor døde, øv at jeg ikke fik hende det fortalt. Hun ville have elsket nyheden om at hun skulle være mormor. Jeg håbede selv på at jeg ville føde den 11 januar, det var jo mors fødselsdag og sikke en ære det ville være...

I stedet kom Amalie til verden den 25 januar 2003, to dage efter min morfars og to dage før min brors fødselsdag....

Ved min mor sidder deroppe og kigger ned på os, og at hun kan se at det barnebarn hun fik, ligner hende på en prik....

Er det det man kalder reinkarnation????