Jeg føler sådan med dig. Jeg mistede selv min mand for 4 1/2 år siden, og ved hvad du går, og hvad du skal igennem.
Jeg fik en angstdepression oveni, og kunne ikke overskue noget som helst, før jeg fik hjælp.
Den første lange tid bliver nærmest værre og værre, fordi det efterhånden går mere og mere op for én, at det er for altid, man har mistet - at det er endegyldigt slut.
Måske orker du dårligt at høre det (igen), men tiden mildner sorgen, ingen kan hjælpe dig af med smerten, kun lytte og støtte, håber du har eg godt netværk.
Som Karen skriver, er der hjælp at hente på flere måder, jeg havde ikke klaret det uden.Og lige som hun, har jeg også bemærket alle de medfølende lys, du har fået.
Mindet var for mig en rigtig stor hjælp. Jeg har det godt i dag, hvor jeg har lært at leve med sorgen.
Jeg vil ønske dig alt det bedste, mange medfølende tanker Bente.
Stor, stor medfølelse med dig. Jeg var der selv for 9 år siden, og det er enormt hårdt.
Du er så hudløs ærlig om, hvad du tænker og føler - tanken om selvmor m.v. og alt det, man lige skal have styr på, inden man nu gør det. Jeg kan følge dig.
Jeg ville så gerne give dig lidt hjælp på din vej. Jeg tænker, om du kan finde en sorggruppe/livsmodsgruppe. Har du haft kontakt til din læge?Det første halve år kan du få økonomisk støtte til en psykolog - du kan lige nå det.
Du er til hver en tid velkommen til at skrive i min mands gæstebog - du kan lave det som et privat indlæg.
Vil bare sige - jeg har været der, og jeg tænker bare så meget på dig. Læg mærke til lysene du/I har fået også. Jeg er sikker på, at der er rigtig meget forståelse for idg her.
Mange tanker og knus fra Karen