Husket for altid!

Kære Finn

Klokken er 2.41 i skrivende stund og jeg har været hjemme i et par timer nu! Jeg blev ringet op af min mor, din storesøster, kl 20 men tog ik telefonen da jeg var på café med en veninde. Efter opkaldet sendte hun en sms hvor der stod: Hej. Vil du lige ringe til mig! En besked min mor ellers aldrig ville sende, hun bruger altid mit kælenavn når hun skriver, så viste med det samme at der var noget galt! Og ganske rigtigt, jeg ringede op og kunne med det samme høre at der var noget helt galt. Hun fortalte at hun og den nærmeste familie sad på Viborg sygehus hvor du netop var blevet bragt ind! Du havde valgt at tage dit eget liv da du kom hjem fra arbejde mandag eftermiddag. Din nabo og ven, KB, undrede sig over at din bil stod og gik i haven og gik derfor over for at se hvordan det kunne være. Du havde sat dig i bilen efter at ha sat slangen på udstødningen og havde omhyggeligt tapet åbningen i vinduet til. Jeg ved du havde det svært oven på skilsmissen og havde dit at slås med men havde ellers fornemmelsen af at det gik bedre da vi sad i din have i søndags men der tog jeg fejl, måske skyldes roen omkring dig at du havde besluttet dig og ville at det skulle lykkes denne gang? Alle er meget berørt af det der er sket, ik mindst Britt, din lillesøster, og Lasse, din lille søn, men der er jo intet vi kan gøre nu og intet vi ik har forsøgt at gøre inden du tog din beslutning!
Jeg kan ik finde ro, har snakket med mange mennesker siden jeg sagde farvel til dig på sygehuset for et par timer siden. Du lå bare og lignede dig selv, du var stadig i dit arbejdstøj og var beskidt i ansigtet første gang vi så dig. Du så ud som du plejede når du fik en lur på sofaen om eftermiddagen. Lasse stod ved dit hoved og aede dig i håret, han tog min hånd og sagde: Prøv at mærke, han er helt kold! Det er det sværeste jeg nogensinde har oplevet, det lille menneske der stod ved den far han så så meget op til og var så stolt af og måtte konstatere at du var helt kold og ik ville vågne og tage hans hånd lige om lidt! Jeg føler en ubeskrivelig tomhed og er hul i maven og i hovedet, kan ik græde mere men det kommer nok igen når jeg slukker lyset. Jeg kan stadig fornemme den stærke lugt at benzin os der hang ved dig, den lugt vil nok altid minde mig og denne dag!

Kære Finn, lige nu er jeg meget vred på dig, jeg syns ik du kan være det bekendt at tage fra os på den måde men jeg ved du har dine grunde og ik har ville såre os som du har gjort! Jeg ved du mener at vi er bedre tjent uden dig men du skal vide at vi til hver en tid hellere ville at du var hos os end der hvor du er nu! Jeg lover dig at passe godt på Lasse og give ham nogle gode oplevelser, jeg ved han hellere ville opleve verden og livet sammen med dig men det er ik muligt nu og så må vi andre se om vi kan gi ham bare lidt af den glæde og trykhed som han fandt hos dig!

Kære Finn, du vil altid være elsket, husket og savnet!