Tanker der måske kan hjælpe andre

FINN DØDE DEN 24.9-10.   Det havde jeg frygtet en tid men man håber også. Derfor var jeg sygemeldt en del op til hans død og frygten lammede mig. Så jeg kunne ikke passe på de gamle på mit arbejde, selv om jeg kunne arbejde 3-3 i aftenvagt. Man håber, læger er jo dygtige, siger man. 5 dage efter Finn døde meldte jeg mig raske, bedre end at sidde hjemme i det tomme hus og tænke, troede jeg. Det gik bare ikke. Jeg var blevet til en robot og kunne ikke rumme andre. Dårlig nok mig selv. Tankerne myldrer ud og ind gennem mit hoved. Jeg var som et lille barn der var blevet bæk i et stormagasin.

Jeg er 58 år, slidt fysisk af mange år inden for plejen. Men finn gav mig tro og energi medens han var her. Hvordan kunne jeg leve uden ham?       Måske var selvmord en jdvej tænkte jeg. Min krop kunne ikke holde sig i ro. Jeg sad i sofaen og rokkede lige så stille frem og tilbage. Det samme skete når jeg lå i min seng. Hvad med selvmord? Hvordan - hvordan med piller eller med en skarp kniv, måske skulle jeg bare leje et værelse med en seng og gå hjemmefra og være der til det gik over. Men hundene skulle væk først. Gå fra hus og ting og hverdagen. Alt so ud som Finn kom om lidt. Men min hjerne så jo hvor død han var på hospitalet. Jeg havde tabt alt - min Bo, min Finn, mor, søster, min far, min træfa. Hvad skulle jeg her alene? Venner havde jeg men de levede jo i en anden verden. den normale verden, hvor tiden går sin gang.       Min tid sneglede sig langsomt frem. Jeg var bange for at, leve og for fej til at dø.. Hvordan skulle jeg blive normal igen? Alt var angst, og gråd. Med tomhed, ensomhed, angst for at gå ud i den kolde sne.     Jeg har nemlig haft panikangst de sidste 3 år. Men så skulle jeg bare ringe til Finn så kom han efter mig eller en samtale var nok. Hvordan skulle jeg komme i skifteretten? Købe ind eller passe mit arbejde? Var jeg nu ved at blive psykisk syg? Jeg købte det nødvendigste på kiosken. Og gik af og til på pubben og dran 2 øl. Mens jeg håbede Finn ville komme op fra toilettet lige om lidt. Stamgæsterne kom og gav knus, og talte lidt til mig. Så måtte jeg jo se normal ud uden på. De sagde, "Bare sig hvis vi kan hjælpe med noget". Men kunne de ikke se at, jeg havde sovet med tøjet på og ikke været i bad de sidste 3 dage?         En kom og købte Finns knallert og jeg grad da han kørte med den.     En kom med 2 sække hundemad så der var mad til hundene til efter jul.    Min veninde gik med i skifteretten og vi købte nye sko til mig på vejen hjem.      Maureen kom med et glas syltetøj og var hos mig et par timer.     Andre ringede og hørte mig fortælle det samme og det samme om igen, hvis de kunne høre det for min gråd.   En gik med i Amagercentret op til jul, hvor jeg købte gavekort til min søster og svoger og børnene. Hver gang jeg gik ud håbede jeg, at Finn var hjemme når jeg kom tilbage.    Den tid jeg havde det bedst var når jeg var nødt til at skovle sne.

Jeg talte med mit arbejde af og til og de tilbød mig en psykolog men hun kunne først komme på tale efter jul.     Hvis nogen vil komme på besøg gik jeg i bad og fik ordnet huset lidt. de måtte selv tage brød med.    Jeg var bange for at ende som en rodet eneboer.    Gudskelov jeg havde omlagt lånene i mit hus så jeg kunne bo her i 3 år. For det skulle sælges til den tid var jeg normal igen. Jeg af og til bad til Gud om hjælpe men var også vred på ham. eller skæbnen for det som skete med mig liv.

Præsten ringede og ville komme på besøg. Jeg sagde ja, så gik den tid jo. Han var stille medens jeg talte og talte om min vrede, om min Finn og alt mellem himmel og jord. Søndagen efter gik jeg i kirke-det syntes jeg, jeg skyldte ham. Jeg grad under alle salmerne, listede stille ud bagefter, gik i kiosken og på pubben og drak 2 øl. Da jeg kom hjem sov jeg. Når jeg sov havde jeg det bedst.

Mareridtene forvandt for en tid og af og til havde jeg smukke drømme. Juleaften lavede jeg stegt flæsk med rugbrød, så lidt tv, kiggede på uret og prøvede at regne ud hvornår jeg kunne gå i seng uden at vågne midt om natten. Ellen ringede og vi talte længe. De havde købte 2 gode gaver til mig. Føste juledag tog jeg ug til hende og Katja til en lille julefrokost.             Hver gang jeg kom ud på egen hånd, var det som en lille sejr.     Nytårsaften ved jeg ikke hvad jeg spiste. Men Finn skulle ikke med i det nye år. Det var forfærdelig. Gik i seng inden kl. 12 og stod op igen omkring 1:30 og fandt en flaske vin med frugt smag som jeg drak inden jeg gik i seng igen.    4.1-11: Havde jeg et møde med mit arbejde, hvor hende psykologen også var med. Jeg grad meget men forstod godt at , de måtte fyre mig. Jeg fik en taxabon hjem.    Jeg var lettet, jeg kunne jo ikke arbejde.       Men hvad skulle jeg nu?      Arbejdet har været min faste base hele mit voksne liv. Selv om andre ting forandrede sig.

Nu måtte hundene jo aflives og huset sælges, men hvor skulle jeg bo? Jeg røg som en skorsten og ville måske selv dø af lungekræft tænkte jeg. Og var ligeglad. Savnede bare mit gamle liv. Hver aften når jeg låste døren og gik i seng følte jeg at, jeg lukkede Finne ude. Jeg savner vores samtaler, det gode hverdagsliv og kys og kram og sex.

Den 11.1 blev jeg indkaldt i jobcentret og grad under hele samtalen. Sagsbehandleren sendte mig på kursus v. hovedbanegården 10 timer pr. uge. Jeg var rædselsslagen over at, skulle være sammen med andre mennesker. Jeg følte mig som Palle alene i verden mellem alle disse mennesker. Underviserne var søde og også når jeg grad i timerne. Jeg kun kunne tænke på mit tabte liv og angsten for fremtiden.

Og min Finn som var kommet stille ind i mit liv for 22 år siden. Og gik lige så stille ud af det igen. Blev lige så stille væk fra mig. End ikke i drømme kom han tilbage. Jeg gad ikke lave varme mad når han ikke kom hjem. Min faste støtte, min positive mand, mit livs kærlighed.

9.2-11 Kære Finn, i dag kommer en fotograf og tager billeder af huset. Så er en epoke i vores liv slut. Jeg har gjort huset så pænt som jeg kan og kommet til at tænke på, du altid sagde: Man kan ikke lave et lokum om til et slot Men man kan pynte på det.

Nu har jeg ikke mit job og er på sygepenge er det nødvendigt at sætte huset til salg før jeg havde regnet med. Jeg er efter 33 år selverhvervelse, selv blevet til en klient (mærkeligt). Men jeg må prøve at holde på min indre kerne. Hvis jeg kan finde den. Det kniber af og til. Selv om det går langsomt fremad.

Jeg har endnu ikke aflivet hundene men det skal ske. Og heg går og forberede mig på det. PÅ kursus taler de om et skånejob. Men det skal ikke være inde for mit fag. Og det skræmmer mig. Men jeg skal jo gøre hvad de siger. Og jeg vil da også gerne arbejde igen. Men jeg er ikke klar endnu, synes jeg. Bare jeg ikke kommer på kontanthjælp. for så kan jeg måske ikke købe en andelslejlighed. Men man kan jo ikke leje noget. Jeg har ikke meget indflydelse på fremtiden. Og prøver derfor at tage en dag ad gangen.