Min elskede Mor

Jeg vil starte denne minde side med et brev jeg engang skrev til dig.

Kære Mor.

Tusinde tak for det dejlige kort du har sendt til mig. Og tak for de flotte ord.

Du har ret i at der er så meget man gerne vil sige, men aldrig får gjort.

Så kan man undre sig over hvorfor en pludselig sygedom får en til at tænke sig om.

Jeg ved da du var på sygehuset da var jeg utrolig bange. Bange for hvad der var galt og bange for hvad der ville ske.

Jeg græd og havde det elendigt fordi du lå der i sengen og var ligesom en fremmede. Jeg er utrolig glad for at du blev rask igen og at det ikke gik værre. Jeg kan ikke forestille mig at du ikke ville være iblandt os. Jeg ville føle mig fortabt og ikke vide hvad jeg skulle gøre.

Selvfølig holder jeg også meget af Far, men du har den største plads i mit hjerte sammen med Mette og Martin.

Men det er igen det, at der er nogle ting man vil fortrænge. Men en skønne dag er det for sent og så bliver det inu sværere.

Jeg sidder og har en stor klump i halsen og tårer i mine øjne mens jeg skriver dette brev. Ja nu sidder jeg faktisk og græder for jeg vil ikke have at vi skal væk fra hinanden.

Jeg vil have dig hos mig altid.

Når jeg tænker på døden, tænker jeg på noget grusomt. Døden er noget vi alle skal.

Hvorfor kan vi ikke leve evigt.?

Hvorfor skal vi væk fra denne jord.?

Jeg vil ikke dø! Jeg vil ikke.

Når jeg tænker på du går væk fra mig og jeg skal leve videre, det er uretfærdigt. Vi to hører sammen altid - vi skal ikke skilles. Hvorfor skal jeg leve, mens du skal dø. Hvorfor kan ingen mennesker leve for altid.?

Jeg vil altid elske dig, hvor du end er - MOR.

Din Teresa

Det brev skrev jeg til dig mens jeg lå i Århus med kræft. Og Mor nu er du her ikke mere. Selvom det er mange år siden jeg skrev dette brev har jeg det stadig på samme måde. Jeg elsker dig så højt - lillemor......

Den 14 april 2010 sov du stille ind mens alle, dine kære, stod omkring dig. Jeg vil aldrig glemme det. At se dig tage det sidste åndedræt var mere end jeg kunne klare og jeg måtte gå ud. Aldrig vil jeg opleve noget ligende. Aldrig.......

Jeg savner dig hver dag Mor - hvert sekundt - hvert minut - hver en time døgnet rundt. Du er altid i mine tanker både dag og nat......

Inden du sov stille ind kom Karina og jeg ind på din stue efter lægen havde sagt de ikke kunne gøre mere for dig, at de ikke ville genoplive dig og ej ligge dig i respirator. Karina og jeg tog din hånd, jeg sagde til dig.: Mor det er Karina og Teresa der er her, du klemte vores hånd og det var det sidste livstegn jeg fik af dig. Vi skulle kalde alle sammen og så ville de slukke for alt du var tilsluttet. Det var så hårdt, så hårdt Mor og jeg havde lyst til at råbe og skrige i vilden sky.

Mor du sov stille ind med alle dine børn samlet, mange af dine børnebørn og med lille Millah som du næsten lige var blevet Oldemor til.

Jeg holdt dig i hånden, kyssede din pande og sagde tak for alt Mor, tak for alt hvad du har været for mig og mine børn. Jeg elsker dig så højt Mor, sov godt.

Dette er skrevet i dyb sorg over min elskede Mor - selvom det er snart 1 år siden du sov ind...

Din yngste datter

Teresa