Vores fantastiske dreng Dennis

Du døde den 18.5.2010 af en hjerneblødning - du blev kun 21 år. Du havde fået et slag i tindingen eller var muligvis faldet og havde slået hovedet. Du havde i 1 uges tid klaget over hovedpine og havde været ved vagtlæge, men lægen sagde det var spændinger...

Du var den mest fantastiske søn/dreng man kan forestille sig. Du var utrolig kreativ og kunne en masse ting omkring design, musik, computere osv. Du var ikke særlig gammel, da du fik lov til at låne min symaskine fordi du ville sy dukketøj. Senere blev det dit eget og vennernes tøj, købt på genbrug, som blev syet om. Du var en meget rummelig person, som favnede alle mennesker - dog ikke intolerante personer. Det kunne godt nok bringe dit pis i kog. Du prøvede jo selv at være et offer for intolerance... Du var også en meget farverig person, både bogstaveligt og ikke. Jeg tror ikke, der findes den hårfarve og frisure du ikke har haft og der er blevet kikket efter dig rigtig mange gange, fordi du så så atypisk ud... 

Du var en rigtig kærlig dreng og var ikke flov over at tage sin mor i hånden, når vi gik tur. Det var en rigtig dejlig følelse.

Du havde dog haft en svær tid det sidste 1/2 års tid med depression og nedture, men du var på rette vej og så sker det her. Det er bare så skide uretfærdigt...

Søndag den. 30.5.2010.:

I går sagde vi et sidste farvel til dig...

Du havde jo meldt dig ud af folkekirken allerede i 2007, så vi havde arrangeret en borgerlig bisættelse, hvor der ingen præst var. Men så kunne vi jo også lave det helt som vi ville og som du ville have ønsket det skulle være. Først sang vi alle sammen "Om lidt blir her stille" af Kim Larsen. Den ville Mormor rigtig gerne have at vi sang, og vi andre synes også det er en flot sang. Og vi sang den også til Morfars begravelse - det ved jeg ikke om du kan huske...

Dernæst var det min tur. Jeg havde forberedt en tale til dig og selv om jeg havde øvet mig rigtig meget, var det meget hårdt at holde den.

Mine hænder rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde papiret og min stemme rystede nok lige så meget...

Kære Dennis

Den 25. oktober 1988 kom du til verdenen og helt fra starten havde du en stor appetit på livet. Du sov ikke ret meget – det var som om du ikke ville gå glip at noget…

Og sådan fortsatte du – med en enorm interesse for omverdenen og med en meget stor sympati for alle minoriteter. Du var en utrolig varm og rummelig person.

Du havde også mod til at være anderledes end de fleste – og selvom både Mormor og Bedste og sikkert også andre prøvede at snakke dig fra at se anderledes ud (og i en periode var du altså meget anderledes/aparte), ja så holdt du fast.

Og du havde mod til at have andre holdninger end flertallet og Far og dig har diskuteret mange gange, men du holdt fast i dit og det beundrer vi dig for.

Da du var mindre var du Didde´s irriterende lillebror, som altid ville være på Didde´s værelse, når hun havde besøg og det gad hun altså ikke, så der har været meget råben og en del smækken med dørene i den forbindelse. Men du skal vide, at Didde har været utrolig stolt af dig – hun har set op til dig og beundret dig for den person, du voksede op til at blive - og beundret dig for det mod du har haft til at være den du var.

Du fik det svært det sidste års tid af dit liv og især det sidste ½ år var svært for dig. Det var hårdt for os at se dig trist og ked af det og ikke føle, at vi kunne gøre ret meget andet at blot at være der for dig. Men du var ved at være på rette spor – ikke mindst takket være dine venner og Agnete (den sygeplejerske, som du mødtes med hver uge).

Vi ved at hvis du var her i dag, så ville du takke dine venner for at have været der for dig – også når du har haft det svært, så det vil vi gøre for dig. Tusind tak skal I have alle sammen. Agnete du skal også have en stor tak for den støtte du har givet både Dennis og os – det har været guld værd. Tusind tak Agnete.

Vi fik næsten 22 år sammen med dig og selvom det er alt for lidt, så vil vi gerne sige tak til dig. Vi er utrolig taknemmelige og stolte over at have dig som søn og du kan også være stolt af dig selv. Det har været en fornøjelse at kende dig...

Til slut vil vi bare sige, at vi elsker dig overalt på jorden Dennis. Sørg for at hygge dig der hvor du er nu, men det er vi ikke i tvivl om at du vil – du er sikkert omringet af en stor flok for du plejer at være midtpunkt.

Og mangler du penge, så giver du bare besked, så sender vi nogle…

Du vil være savnet hver eneste dag. Vi ses!

Didde havde valgt at spille sangen Er der nogen i Himlen... og din Far viste en flot billedserie til Gasolin-nummeret Th.. is my Life (Siden vil ikke godtage det første ord i sangen). Her så vi billeder helt fra din spæde barndom til tiden i Ungdommens Hus i Fredericia og din sidste tid i København.
Der faldt rigtig mange tårer under denne billedserie - det var så forfærdeligt at tænke, at der aldrig ville komme nye billeder i den serie.
Far, jeg, Didde, Thomas, Moster Pia og Onkel Kim bar dig det sidste stykke på din rejse herfra - til tonerne fra Johnny Cash og Swing Low, Sweet Chariot...Det var en ære for os allesammen at få lov til.

Rigtig mange af dine venner var mødt op og de var med på Ungdommens Hus, hvor vi fik kaffe og hjemmebagte boller. Et par af dine venner malede en superflot graffitti med ordene RIP Dennis, 1988-2010. Vi sluttede dagen hjemme hos os, hvor vi kiggede i en stor, flot kasse med alle mulige sjove ting af dine. Det var sjovt at læse din "Blå Bog fra HF og mange andre ting.
Selv om ceremonien i kapellet var meget sørgeligt, synes jeg, det var en rigtig god dag - lige i din ånd...Håber du nød dagen. Og til slut: Mange, mange hilsner til dig på din lange rejse til dit nye "liv"...Du vil aldrig blive glemt. Vi elsker dig overalt på jorden. Knus Mor og Far

 2.6.2010:

Alle blomsterne fra bisættelsen er nu hængt til tørre, så kan vi have dem i mange år endnu. Hvis du kigger ned til os, kan du se de hænger i carporten. Didde fik et par stykker med hjem, som hun også vil tørre.

Savner dig helt vildt og synes stadig det er fuldstændig surrealistisk, at du ikke er her mere.

4.6.2010

Sødeste Dennis...

Du kom tilbage til os igår, men i en urne...det er stadig ikke til at forstå, at du aldrig mere ringer og siger "Hva' så Mor - jeg har tænkt på noget - kan jeg låne lidt penge?" Det savner jeg vildt meget...jeg savner at høre din stemme - savner at høre dig grine - savner at have dig her hos os også selvom du kunne rode helt vildt, når du var på besøg.

Jeg var vildt stolt af at have dig som søn - du var alt det, jeg synes en ung fyr skulle være. Du gav fanden i hvad andre tænkte - du var helt dig selv og havde dine helt egne meninger. Jeg ved Far også savner dig vildt meget - han har ikke altid været så god til at sige at han var stolt af dig, men det var han - rigtig meget.

Vi savner dig vildt meget og tænker på dig hele.
Knus Mor

10.6.2010

Vi var i København i går for at tale med Agnete og hendes chef om hvordan dit forløb med Agnete har været. De havde for så vidt ikke noget at fortælle - vi vidste det meste af det i forvejen. Vi har jo haft talt med Agnete hen af vejen. Dog sagde hendes chef, at hun synes det lød underligt, at du havde gået i over en uge med en hjerneblødning - det kunne ikke lade sig gøre, så hun synes helt klart, at vi skulle få fat i obduktionsrapporten, så vi kan se, hvad der står i den. Så det vil vi gøre. Men det har gjort os urolige igen...

Tænker på dig hele tiden og savner dig helt vildt.

Knus Mor

4.7.2010

Det har været den varmeste weekend i flere år med grader op over 30. Jeg har sådan tænkt på dig - du ville have nydt at sidde ude i haven med kaffe og smøger indenfor rækkevidde...jeg kan lige se dig for mig.

Vi har fået obduktionsrapporten og det er faktisk ikke rar læsning. Det er en voldsom skade du har fået i højre side af hovedet - ved øjet og tindingen. Jeg kan slet ikke forstå, at vagtlægen ikke opdagede noget, men det er måske ikke så let...

Savner dig helt vildt og tænker på dig hele tiden.

Knus Mor