En kærligheds erklæring

Man kan nok ikke tale om min mormor uden også at tale om hendes frikadeller….  Nu skal det ikke forstås sådan at det var det eneste min mormor var kendt for, men det er altså bare et faktum at hun lavede verdens bedste frikadeller!! Lige siden jeg var i stand til selv at tygge har jeg elsket min mormors frikadeller og efter jeg er blevet voksen har det bare ikke virket rigtigt, hvis ikke man lige havde en pose af mormors deller i fryseren. Selv efter at min mormor var blevet ældre og delvist mistede synet forsynede hun familie og venner med sine vidunderlige frikadeller. Jeg kan stadig se hende stå foran sit komfur med tørklæde om håret og åbne vinduer og stege og brase. Til sidst havde hun et æggeur som hun brugte når frikadellerne skulle vendes, da hun ikke længere kunne se hvor meget de havde fået. Og så stod hun med sine fine forsigtige bevægelser og vendte dellerne hver gang uret ringede.

Og det er nok i virkeligheden meget beskrivende for min mormor i alt hvad hun foretog sig. Selv med dårligt syn og dårlig ryg og ben, så fandt hun altid en vej til at gøre tingene selv. ”der er altid en vej” sagde hun, når man kom til hende og man havde brug for trøst og støtte. Og trøst kunne man altid finde hos min mormor. Der findes ikke mange på denne jord som kunne give en den ro og varme som man en gang imellem har brug for når livet er lidt svært. Bare lyden af hendes stemme kunne somme tider være nok til at man igen følte fornyet styrke.

Hun elskede sine børn, svigerbørn, børnebørn og senere oldebørn meget højt også selvom vi nogle gange kunne give hende et gråt hår eller to. Hun brokkede sig aldrig over sine kære og har formentlig tilgivet os flere gange end en katolsk præst når at gøre på et helt liv. Hun elskede når det gik os godt. Jeg kender faktisk ingen som i den grad var i stand til at glæde sig helt ind i sjælen på andres vegne, især hendes nærmeste. Til gengæld hadede hun hvis vi havde det dårligt og brugte en del tid på at bekymre sig om os. Så selv om min mormor altid var den første jeg ringede til når jeg havde noget godt at fortælle, så holdt jeg lidt igen med de dårlige nyheder fordi hun med det samme påtog sig ens byrde.”Hvorfor skulle du dog udsættes for det” ville hun sige når hun fik en dårlig nyhed om os. ”Hvad var meningen med det?!” og det var netop det at finde meningen med tingene min mormor var så god til. Hun lærte mig at finde og håndterer de ting der sker for en når man går gennem livet. Hun gav mit liv mening.

Min mormor var også på mange måder et spartansk menneske, som ikke havde de store armbevægelser og smed om sig med penge. Hun levede meget enkelt og brugte ikke penge på kostbare ting. Det var noget helt andet der havde værdig for min mormor. Hun havde en fantastisk evne til at sætte pris på alt det som virkelig betyder noget. Kærligheden til sine nærmeste, sidde i sin lænestol og strikke, hygge sig med sine veninder (og dem var der mange af), lave festsange, tage en tur på Vaffelhjørnet med min mor og far når foråret kom. Gå en tur ned på havnen sammen med sin cykel.  Alt det som ikke koster og som er lige foran os alle, men som få forstår at værdsætte og se. Det kunne min mormor og derfor var hun også et af de rigeste menneske jeg nogen siden har mødt.

Nu har jeg tidligere været inde på min mormors frikadeller, men det ville faktisk være forkert ikke også at nævne hendes lækre karrysild og vidunderlige Ris a la mande. Ja faktisk er hendes Ris a la mande lidt af en berømthed i sig selv. Den er i hvert fald kendt helt inde på Rigshospitalet. Dengang jeg arbejdede derinde på Øre, næse og halsafdelingen havde jeg et år forvildet mig med i festudvalget til årets julefrokost. Vi besluttede os lidt utraditionelt for en kinesisk buffet og blev derfor enige om at der selvfølgelig måtte Ris a la mande til, for desserten skulle lugte lidt af jul. Og så var det at jeg kom til at nævne at min mormor var ret dygtig til at lave Ris a la mande.

 Jeg ringede derfor til min mormor op og satte hende ind i situationen og spurgte hende om hun ikke havde lyst til at lave Ris a la mande til vores julefrokost. ”jooooooo….” sagde min mormor lidt tøvende. ”Til hvor mange drejer det sig om…?” (ifølge hende selv havde hun forventet at vi var nogle og tyve). ”Vi bliver 120” sagde jeg. Der blev meget stille i røret… ”Sagde du 120” spurgte hun stille.. ”Ja” svarede jeg en anelse beklemt. Men der var selvfølgelig ingen opgave der var for stor til min mormor, så hun sagde ja uden den store betænkningstid, og så gik hun ellers i gang…. Især med at gange op samt sende min far rundt i hele Frederiksværk og opland efter de gode tilbud på hele baduljen. Og da dagen oprandt, kunne jeg meget stolt kører 30 skåle med min mormors Ris a la mande ind på Rigshospitalet og op til min kollegaer som tog i mod med stående klapsalver. Og selvfølgelig gjorde hun det igen året efter!!

Til sidst men absolut ikke mindst vil jeg nævne min mormors fantastiske gavmildhed og generøsitet. Selv om hun kun havde sin folkepension og leve af, så kunne man altid komme og låne en lille skilling hvis man skulle have brug for det. Om det så var det den sidste femmer hun havde, så ville hun hellere selv gå sulten i seng end at sige nej til sine kære når vi kom bad om et lille lån. ”Nu har jeg altså snart ikke flere” sagde hun med et smil på læben. ”Og jeg skal også have til min begravelse” sagde hun tit. Engang sagde jeg for at drille hende, at det med begravelsen behøvede hun ikke at bekymre sig så meget om, fordi at for det første regnede jeg med at hun ville leve evigt, og hvis det endelig skulle ske, kunne vi vel finde et par sildekasser nede på havnen og hamre sammen, og så var det vel gjort med det. Det synes hun var vældig morsomt, og det blev nærmest til en stående joke, når samtalen skulle falde på hendes begravelse. ”Ja jeg ender åbenbart mine dage i et par gamle sildekasser” grinede hun. For var der noget min mormor havde så var det sans for humor!!

Mormor, du var et enestående menneske og der findes ikke nok ord til at beskrive hvor stort et menneske du var og hvor meget du gav. Du var elsket og respekteret af alle der kendte dig og du efterlader dig et kæmpe tomrum som aldrig vil kunne blive fyldt. Mit liv føles fattigere nu hvor du ikke længere er her men du vil altid være hos mig i mine tanker.

Og nu ligger du her mormor. I en smuk hvid kiste med  røde roser og hvide anemoner. Ikke i et par gamle sildekasser.  Du gik bort alt alt for tidligt og jeg var slet ikke klar til at give slip på dig. DU var mit vigtigste menneske. Jeg vil ALTID elske dig. Jeg vil ALDRIG glemme dig og jeg vil savne dig til den dag jeg dør!!

Dit hengivne barnebarn

Christine