Gæstebog for Astrid Francke
Kære Mette
Tak for din hilsen i Lea´s gæstebog.....ja, det er så dejligt, at Lea skal være storesøster. Det har været et stort ønske i noget tid. Nu varer det ikke længe; d. 22/2 skal vi have et kejsersnit.....vi skal ikke risikere noget med en almindelig fødsel igen. Selvom glæden er stor har det også sat mange tanker igang igen; som om en ny del af vores sorgproces over Lea er gået igang. Jeg tror nu ikke det ville have været anderledes om vi så havde ventet endnu 5 år.....faktum er bare, at vi aldrig kan få Lea tilbage og det at vi får endnu et barn gør det ikke lettere.
Ja, det er underligt med værelset, men vi har et lille hus og har ikke flere rum, så det bliver nødt til at være sådan....tror også det er fint nok og tænker at du har ret i, at det vil blive helt naturligt med tiden.........processen blev faktisk lidt lettere, da Lea´s far besluttede at det skulle males. På den måde blev det hele lidt praktisk og vi fik tømt værelset helt automatisk.....og fik det gjort klar igen til en lille ny. Det er stadig mange af Lea´s ting og møbler der er derinde (vi investerer jo ikke i en masse nyt når vi har i forvejen), men alle de små engle og billederne af Lea har fået en ny plads inde i stuen....der står dog stadig et enkelt billede af Lea derinde; første skridt på vejen i at fortælle Lea´s historie til lillesøster (vi ved det bliver en pige). Vi "genbruger" også alt Lea´s tøj......folk har spurgt mig, om det ikke er svært, men jeg har det lige modsat: jeg glæder mig til at bruge det igen, for det er gode minder og det er vigtigt for mig, ikke at "gemme" tingene væk.....tænker at hvis alt havde været "normalt" og Lea stadig var har, ville dt jo have været helt naturligt at bruge hendes ting og tøj igen.....hvorfor skal det være anderledes....
Ligenu ser vi bare frem til d. 22/2 og til at alt er veloverstået.....der er så mange følelser i spil og vi er bare ikke rolige før vi står med et sundt og raskt barn i armene......God weekend til dig og din familie.
Kærlig hilsen Rikke
Kære Mette
Jeg kan se at det i onsdags var 3 år siden I mistede Astrid. Jeg har været på en lille ferie i Kbh. i sidste uge, så jeg var kun på nettet for at tænde lys for Kirstine. Så jeg har ikke set, at I havde årsdag, - så ville jeg jo tænde lys for Astrid på dagen. I stedet sender jeg de varmeste tanker, og håber I formåede at mindes Astrid med varme i hjertet.
Mvh. Helle, mor til Kirstine
Kære Mette
Jeg er ked af, det ikke gik for jer med sorggruppen.....tror også det handler meget om kemi og det har man jo bare ikke med alle mennesker. Det var også specielt for os, at komme i sorggruppen de første par gange, især fordi de andre par havde mistet deres sunde og raske barn og Lea skilte sig så meget ud pga. hendes handicap.....men kemien passede og derfor blev vi ved. De andre accepterede vores følelser og i bund og grund, var det ligemeget hvordan Lea var....det var jo sorgen over at have mistet, der bandt os sammen. Forresten findes der en forening, der hedder "Svært" for forældre til børn med svære handicaps, der også har forældregrupper.....Jeg ved de også har en gruppe, for forældre der har mistet (vi har selv været lidt med, men ser dem ikke så ofte mere). Måske er det et bedre forum for jer og kan møde større forståelse der....
Du har ret i, at jeg forsøger at være positiv i mit livssyn, fordi jeg er sikker på, at det var det Lea ville have ønsket; at vi skulle leve videre for hendes skyld, så hun netop kan leve videre igennem os.....måske lidt en kliché, men det er sådan det er. Dog er det ikke alt, jeg skriver på mindet, jeg har også dage, hvor savnet overskygger alt og hvor jeg helt mister modet......jeg er bare ikke så åben på mindet, da det er meget privat for mig. Det er du derimod og jeg tror det er godt for dig; at du ligesom bruger det lidt som en dagbog og kan få alt det ud, som du ikke har nogle at snakke med om.
Og så har du ret i, at jeg er meget afklaret.....men jeg tror også , at der er en stor forskel i måden vi mistede på.....Astrid's død kom uventet, på trods af hendes handicap, hvorimod vi med Lea vidste det lige fra den dag hun blev født.....hele hendes liv levede vi fra dag til dag og vidste aldrig om hun var her næste dag.....da dagen så kom var både Lea og vi parate til, at nu skulle det stoppe; at Lea ikke skulle mere igennem.....på den måde har lettelsen fyldt meget sammen med sorgen og savnet. I starten følte vi skyld over følelsen af lettelse, men efter mange snakke med vores præst er vi nået frem til at det er ok og en helt normal reaktion.....hvis du kan lide at læse kan jeg anbefale en bog han har skrevet, der netop handler meget om skyld....den hedder "Skæld ud på Gud" og er skrevet af Preben Kok.......I det hele taget har det hjulpet mig at læse bøger om sorg og det at miste, men det tror jeg også du har gjort.
Det er trist med jeres familie; at de ikke tør/vil snakke om Astrid.....det gør det bestemt ikke lettere for jer......jeg ville ønske jeg ku´hjælpe dig på en eller anden måde, men det ved jeg godt jeg ikke kan.....det er kun dig selv, der ved hvad der skal til og jeg håber du en dag snart finder lidt lys og håb i livet igen.
Kærlig hilsen Rikke
Kære Mette
Jeg har lige læst dit lys til Astrid, og det gør mig så ondt på at endnu et lille barn skulle væk fra sine forældre.....men jeg synes du gjorde det rigtige ved at sige de skulle søge hjælp.....måske ku du anbefale "foreningen for spædbarnsdød". Vi kom med i en sorggruppe igennem dem og det har været enstor hjælp for os. Hvis man ikke har lyst til det, har de også rådgivere og kontaktpersoner man kan tale med i telefonen.....de er der bare for at lytte og alle der arbejder der har selv mistet et barn.
Men jeg blir også ked af det på dine vegne, Mette......måske kommer det ikke mig ved, men det rører mig bare så meget, når jeg læser dine lys til Astrid. Du må ikke gå med det alene og det er aldrig for sent, at få hjælp. Du har ret i, at ingen kan tage sorgen og smerten væk, men det er der heller ingen der skal. Astrid skal altid fylde meget, men på en god måde. Igennem hele Lea´s liv og også et godt stykke tid efter fik vi både hjælp af vores præst, en terapeut og senere jo så en sorggruppe, som vi stadig er med i.....Og vi ku´aldrig have klaret det uden al den hjælp. Men jo, smerten er lige stor, men vi lærer at leve med det, som en del af vores hverdag og Lea fylder stadig meget og vil altid gøre det. Men vi lærer med tiden, at dette er en del af vores familie's historie og kan acceptere, at vi intet kan ændre...ikke at det er sket, men at vi ikke kan lave om på det. Jeg kan jo ikke sige hvad der er rigtigt for dig at gøre, men jeg er sikker på, at Astrid ville have ønsket at du skal ha´det godt.......du har så meget at leve for og så mange der holder af dig....
Kærlig hilsen Rikke.
forstår så godt
Forstår så godt din ensomhed. Jeg har også mistet, men på en anden måde. Min søn
har fravalgt mig, min eneste elskede søn, min dejlige store dreng. Hele familien er tavs, det er som om, at vi bare skal glemme eller også er de bange for at jeg skal blive ked af det.
Og ja, jeg er så forfærdelig kedd af det, det er en sorg så stor der altid følger mig. Er bare så ked af det og ville så gerne at der var nogen jeg kunne snakke med.
Lisbeth
Mindeinformation
- Født: 22/7/1997
- Død: 9/11/2008
- Mors navn: Mette Francke
- Fars navn: Hans Henrik Francke
Gæstebog
Seneste lys
-
Søndag d.13/05Savner dig så meget...er s ...
-
Torsdag d.03/05I går købte Ida og jeg ros ...
-
Onsdag d.25/04Forleden snakkede vi om mo ...
Mindesider
Del dette minde
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Vimmelskaftet 47 1161 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail