jeg mistede min barndomsveninde i 2004, i efteråeret 2008 besøgte hun mig i mit soveværelse. jeg genkendte hende og skulle lige til at stortude da jeg savner hende så ufatteligt meget.. hun var bare en amsse bølgende lys, så smukt og fredfyldt. pludselig forsvandt al min grådkvalthed og jeg blev fyldt af en fredfyldt og let følelse. alting lettede ligsom og alt var godt, kærligt og trygt. hun sagde en sætning #Shangi la" til mig. jeg forstod derefter at hun har det godt hvor hun er.
dagen efetr var jeg høj af glæde oh jeg ringede til hendes mor og fortalte det til hende.

Jeg så hendes død inden hun rejste og kom ud for den væmmelige ulykke der tog hendes liv.

jeg savner hende

livet er mege

hej Allan jeg hedder sebastian og er 13 år jeg har fået en opgave om døden og jeg har så valgt at skrive om ''nærdødsoplevelser'' så det ville være dejligt hvis du ville skrive til mig så jeg kan få svar på nogle spørgsmål

og tak for alt det du har skrevet i debatten det har været til stor hjelp og hårber du vil hjælpe

Hej kan du komme til Holstebro, hvis jeg sender dig et tog billet? Vi er en gruppe unge mennesker, som tror på livet efter døden exsistere. Vi vil så gerne høre din nær-død oplevser.

Jeg har altid undret mig over, at narkomaner taler om suset. Personligt hader jeg fornemmelsen ved bedøvelse og indtagelse af medikamenter.
Min oplevelse var både skræmmende og alligevel vidunderlig. jeg forstår det ikke. Jeg formoder, at det var et natligt insulinchok.
Jeg så mig selv ovenfra og følte, at jeg blev suget ud i ???. Jeg var ikke bange. Det var bare en mærkelig fornemmelse. Så blev jeg mere eller mindre ført tilbage. Det var samme fornemmelse af at være vægtløs.
Så blev jeg tung igen og lå i min seng badet af sved. Blodsukker 1,6.
"oplevelsen" går ikke ud af mine tanker.
Jeg håber, det var sådan min søn oplevede det, da en fartglad uopmærksom bilist tog hans liv.

for 5 år siden faldt jeg om på gaden med en blodprop i hjernen
en livredder så det fra hans køkkenvindue hvor han stod og lavede mad med sin kone
han løb ned og gik i gang med at genoplive mig
det sidste jeg husker er at alt var fredfyldt meget lyst og rart som at være i en blød bobbel uden tanker og bekymringer det er ikke til at forklare
da jeg kommer til mig selv på hospitalet kommer der en enorm dårlig samvittighed overfor mine 2 børn
da min første tanke er at jeg vil tilbage for der var så rart at være
jeg ved ikke hvad det var jeg oplevede når jeg læser om nærdødsoplevelser er det om familiemedlemmer der henter en eller lysende tundler eller folk der hjælper en det var der ikke her dog var der en uforklarlig (har aldrig hørt noget ligende )rar musik
hilsen helle

Jeg vil bare lige dele en tanke med jer - som jeg ofte har haft.

Vi mennesker er i dag så dygtige, ja vi kan nærmest alt og bliver ved med at finde løsninger, så livet forlænges - også når grænsen i mine øjne er overskredet!

Hvis det ikke er syge mennesker som får piller, så er det ældre mennesker der får dem, så de kan leve rigtig længe. I nogle tilfælde har medicinen beriges deres liv, men i mange tilfælde sker det modsatte. De har det skidt og sidder og ser deres venner gå bort, men i live - det er de! :-/

Hvad gør det ved os, når vi hele vores liv lære at sådan gør man bare? Hvilke forhold har vi efterhånden fået til døden? Bliver mange mennesker bange for at dø - når vi i den medicinske verden, gør alt for at undgå den? Eller er mange mennesker afklaret vedr. døden, men har svært ved at holde ud, at de savner deres kære som er gået bort?

Jeg tror personligt på, at det er det første - at mange mennesker er bange for at dø - for hvor skal de så hen? Hvad sker der så?

Hvad nu hvis det viser sig, at døden er meget bedre end livet? Jeg kan i min vildeste fantasi nemlig ikke forstå hvorfor døden skulle bringe os et uhyggeligt sted hen, men den dag jeg kommer derop eller hen, eller hvor det nu end er:o) så kommer jeg nok til at sidde og kigge ned på alle de mennesker, som gør alt hvad der står i deres magt for at undgå døden! Jeg kommer til at sidde og tænke - stop nu! I har pint jer selv nok! Der er meget bedre her oppe og der er så mange I kender! Jeg vil sikkert være det mest besværlige menneske som nogensinde er død, for jeg vil gøre alt for at kommunikere med dem der ikke har det godt "dernede" - lade dem vide, at det er et fantastisk sted vi andre er nu og at de ikke skal være bange, når den tid kommer - hvor de er klar til at give slip!

Jeg har oplevet at være tæt på at dø - hele mit sind indstillede sig på, at det var nu! Men min krop kunne ikke give slip - jeg blev ved med at kæmpe og det viste sig at jeg vandt over døden - denne gang (men vandt over hvad? Ja, jeg var nok bare død og kommet et godt sted hen, men min familie var blevet dybt ulykkelig hvis det var sket og derfor betragter jeg det som en sejr) Jeg var dog ikke bange, fik sådan en varme i hele kroppen og tænkte: Så er det nu! (Jeg var ved at drukne, hvis I undrer jer over hvad der skete)
Klokken er ved at være mange - jeg vil sove nu!
Tænker på jer og tror på, at der venter os noget godt når den tid kommer!)

Kærligst Rikke

til Joan!
tak for dine søde ord, det er faktisk første gang jeg fortæller nogen om det, selv om det er to år siden ca. har jeg bare altid følt at det var min oplevelse, men tænker tit på det, men kun med en god følelse indeni.Men jeg er jo dybt taknemmelig for jeg stadig kan være her hos mine kære, store som små..

Kære Mormor en dejlig oplevelse du deler med os det giver en fred i sindet.

Kære Allan
Godt nok lidt sent at komme med dette indlæg, men men.... jeg har også prøvet en nær død oplevelse, efter en stor operation. Jeg kunne godt opfatte på personalet at det ikke gik den vej som de håbede, og en dag oplevede jeg at der var en varm damestemme der kaldte på mig, meget lokkende, og hun råbte kun mit navn, så gik jeg ud af en mørk tunnel, ikke bange men meget "træt" af det, syntes ikke det skulle være nu ( jeg er 50) pludselig hører jeg min mor kalde, hun sagde jeg gik den forkerte vej, jeg skulle bare vende mig og følge prikken, og da jeg vender rundt ser jeg en lille lys prik i en firkant, som en tv skærm, den kørte frem som i en labyrint. Jeg kunne mærke en meget lettet følelse, og kan huske at jeg tænkte mens jeg gik fremad, at hvis jeg snakkede med nogen der var ved at dø skulle de bare følge prikken.Der gik et par dage hvor jeg hvergang jeg faldt i søvn, lå og fulgte min prik og pludselig en dag hvor min mor sad ved siden af mig mens jeg blundede forsvandt den..

Kære Allan
Jeg "døde" af røgforgiftning da jeg var omkring 5 mdr. i en ildebrand. Jeg blev reddet ud og genoplivet.
Et minde der har fulgt mig hele livet er, at jeg er i en dejlig lund, hvor jeg er blevet ført hen af et meget smukt menneske. Denne person går hen til flok, og jeg fornemmer, at der bliver talt (ikke med ord, men nærmest følelser)om mig. Den af personerne der "bestemmer" gør det klart, at jeg skal tilbage, da jeg har noget jeg skal have lavet.

Dette minde oplever jeg lige så stærkt nu som da jeg var barn. Jeg mindes den dejlige og kærlige atmosfære, og også den glæde der var, da jeg kom dertil.

Mit liv styres i dag af, at livet er dejlig givtigt, at jeg skal gøre "det" færdigt, før jeg skal tilbage.
Jeg nyder mit liv og udfordringer i fulde drag.
Jeg har haft et utrolig hårdt liv, og har stadig mange prøvelser, men jo mere jeg forstår, desto gladere bliver jeg for livet.

Jeg havde "kontakt" med den anden side i en alder af 16 år, hvor jeg var så deprimeret, at jeg ikke længere havde lyst til at være her mere.
Her fik jeg at føle, hvad det vil sige, at kappe livet utidigt - noget jeg ikke længere har lyst til, selv ved meget svære stunder.

Livet er en gave, som vi skal søge at få det bedste ud af. Døden skal vi ikke opsøge, den kommer når vi når det rigtige tidspunkt.

Jeg har lige læst 2 bøger skrevet af lægen Raymond A.Moody. Den ene bog hedder: Livet efter livet og mere om livet efter livet. Den anden bog hedder: I lyset fra den anden side.
Netop handlende om nærdødsoplevelser. Og alle "fortællinger" er lig med dit Allan.
Jeg tror også fuld og fast på, at der er et liv efter døden.
I 1965 var jeg gravid i 5 måned og fik en meget alvorlig blodsygdom. Lægerne kunne intet gøre og en læge sagde til sidst:" Nu er det op til Gud".
Jeg overlevede og kan huske, at mange læger var meget interesseret i, hvad jeg havde af tanker i de dage, hvor jeg var bevistløs. Har undret mig i alle årene hvorfor, de var så interesserede, men véd nu hvorfor. De har gerne villet vide, om jeg havde haft en nær-dødoplevelse.
Det havde jeg ikke, men havde en indre kamp om, at jeg ville leve.
Blot lidt tanker fra én som kunne have haft en nær-dødoplevelse.
Mange knus
Tove

Hej Allan

Jeg vil blot fortælle dig, at du ikke er alene - mange tror jeg, har haft en nær-død oplevelse.
For 6 år siden, var jeg udsat for en dykkerulykke. Jeg mistede al luft på 40 m dybde. På vej op (tog 6 minutter) mistede jeg bevidstheden.
Jeg oplevede, "en cirkel" af lysende bobler, en diameter på 2-3 meter. De virkede klare og fredfyldte. Jeg vidste, at nu skulle jeg dø. Accepterede det, og slappede af. På overfladen blev jeg genoplivet, og kom i trykkammer. På hospitalet sagde de at jeg overlevede - netop fordi at jeg slappede af.
Det var min lille oplevelse, men du har ret... det er svært at tale om.

Hej Allan!
Tak for dine ord og tanker!!!
Selvmord, - jeg blev spurgt i dag om jeg havde haft de tanker..... Njaeeøjj, - egentlig ikke, men jeg har ønsket jeg var med i bilen!! Jeg er bare så splittet nu, - står med "et ben i hver lejr"... Og det er svært at være mor lige nu!!!

Hilsen Inge.

Kære alle
Tak for brevene , og især dig Inge , har oplevet det mest forfærdelige man kan tænke sig. Jeg føler med dig helt ind i hjertet men ved dine sønner har det godt og har mødt deres morfar. Dem der står tættest kommer efter dig. Dermed vil du gense dine dejlige børn når det bliver din tid til at tage herfra. Så kommer de og I skal igen forenes. Jeg er så sikker i min sag som nogen kan være. Derfor føler jeg ikke jeg giver dig falske forhåbninger , for jeg ved det er sandt. Til dit spørgsmål om jeg selv har været ude for en ulykke. Ja , det kan man godt sige. Jeg kom ud for at mit sind gik i stykker da jeg selv mistede min far. Jeg prøvede at tage mit eget liv men heldigvis kom "han" og fortalte det var for tidligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke døde andet end det jeg har fortalt, for jeg blev ikke fundet eller på anden vis kom på sygehuset. Jeg gassede mig i bilen og lå der i 2 døgn. Men døde , det gjorde jeg ikke. Det var ikke tid endnu. Nu ved jeg også at det er det mest egoistiske man kan gøre mod sin familie og andre der står en nær, men når man først kommer ud hvor man ikke kan bunde Psykisk ser man ikke med de øjne mere. Heldigvis kom jeg til fornuft og kunne ikke drømme om at gøre det igen. Særlig ikke nu hvor jeg ved at "de" har det godt hvor de er, og at vi alle skal mødes igen engang. Nyd livet mens man har det, er nu mit motto, og jeg skammer mig over min handling især når jeg læser breve som dit. Dine børn valgte ikke at tage herfra frivilligt, men min skyldfølelse over ikke at tage livet mere alvorligt og sætte mere pris på det må jeg lægge fra mig og kun glæde mig over at jeg lever. Jeg tror dine sønner har noget de skulle udrette i himlen. Noget "arbejde" som ikke kunne udføres af andre. De bedste til dette job var dine sønner og dermed blev de taget fra jorden før os andre.
Jeg vil bede sammen med dig og for dig. Forsøg at få det bedste ud af dit liv, det ville de have ønsket for dig. mange tanker Allan

Tak, Yngve Helene!

Jeg håber, du har ret...
Nogle siger, "de bedste bli'r hentet først", måske...

Hilsen Inge.

Kære Inge. Hvor forfærdelig for dig og din fam. at miste begge dine drenge. Nej det er næsten ikke til at bære. Du har min dybeste medfølelse.
Jeg tror der var "brug" for din sønner et andet sted. Et sted der er meget smukkere end her på jorden. Vi må holde fast i håbet, når vi kommer på så gyngende grund, som du er på lige nu.
Kære Inge jeg tror, dine sønner har det godt, der hvor de er nu.
Kærlig hilsen yngve Helene

Hej Allan!
Hvor jeg dog håber, du har ret!
Jeg mistede mine to drenge i november 2002 i en bilulykke og hvor har jeg dog tænkt på om de nu har fundet morfar!! (Jeg har sågar skældt ham ud over at ha' hentet dem så tidligt, 17 og 19 år gamle/UNGE!!!) Mine piger er sikre på, de er sammen nu... Men hvorfor mon ikke de fik chancen til at vende tilbage til os???? Det tænker jeg også enormt meget på!!
Må jeg spørge om du var ude i en ulykke også?

Hilsen Inge.

Hej Allan

Jeg tror på dig, jeg ved at mange har oplevet noget lignende.
Men der er altid nogen som ikke kan forstå de oplevelser, og en masse som ikke tør tale om dem.

Du kan gå på blioteket og der kan du låne en masse oplysninger om hvad de forskellige mennesker mener om "ud af kroppen oplevelser", og læse en masse beretninger om "ud af kroppen oplevelser", derefter er det dig der skal føle efter i dig selv om?, hvilken forklaring du tør tro på eller føler er rigtig.

Under alle omstændigheder, så har du nu en fred i dig omkring det at dø, og følelsen du oplevede glemmer du heller aldrig, du har fået en ro, som mange vil misunde dig omkring livet og døden.

Nogle får flere ud af kroppen oplevelser, andre kun en enkelt, nogen har haft dem hele livet!, jeg vil foreslå dig, at skrive din oplevelse ned, og hvis der kommer flere, skriv også dem ned.