Jeg har et spørgsmål som måske er lidt mærkeligt. Men det fylder enormt meget for mig. Da jeg mistede min 16 årlige datter for 3 måneder siden, var det mig der fandt hende. Hun havde været død i omkring 8 timer, har vi kunnet regne ud. Det var et uhyggeligt syn, og da jeg kom op på hendes værelse og fandt hende, vidste jeg i samme sekund, at hun var død. Er der andre her der har oplevet det at finde sit barn eller et andet menneske der står dem nært, hvor man ikke har været i tvivl om hvad, der er sket? Hvordan takler I det? Jeg bliver ved med at have følelsen i mig af, da jeg fandt hende, der nåede ikke at gå nogen tanker igennem hovedet på mig, før jeg vidste, at hun var død.
Det eneste jeg dog er taknemlig for er, at det ikke var min anden datter der fandt hende, for de var alene hjemme den morgen, men til alt held gik hun ikke op på hendes værelse.
Men jeg glemmer aldrig det syn. Jeg føler bare at det fylder alt for meget, og jeg kan ikke rigtig snakke med nogen om det. Det ville være en for stor belastning for min familie, det er noget jeg må bære på mine skuldre.
Mærkedage
- 08/09: Dianas 4 år 5 mdrs begravelsesdag.
- 08/09: Fleming Kofoed Jacobsen´s 4år´s begravelse
- 08/09: Gert Bejder Dødsdag.
- 14/09: Gert Bejder Begravelsesdag.
- 15/09: Henriks fødselsdag (29 år)
At finde sit barn
Skrevet af Anonym, Onsdag, januar 30, 2008 - 23:30
Anmeld upassende indhold
Mindet.dk Kristeligt Dagblad CVR 17725114 Rosengården 14 1174 København K Telefon: 33 48 05 00 Send mail
føer med dig..
Kære dig. Jeg føler virkelig med dig og hvor svært, at du må have og bære det skete på dine skuldre, du skriver om nogen har stået lidt i samme situation, det gjorde jeg i år 2006, da jeg desværre fandt min 15 årig pige Clara død efter, at hun havde hængt sig i sit skab på sit værelse. Min clara kæmpede sådan for sit liv, mod hendes socialfobi, men hun tabte kampen, da hendes sidste råb om hjælp gik galt.
Det er forfærdeligt og så i situationen som mor, når ens barn vælger og tage sit liv, jeg følte og føler mig stadig meget magtedesløs.
Jeg håber, at min indlæg/svar har kunne hjælpe dig, da jeg lige faldt over siden.
Med venlig silsen fra Helle Madsen
Kære Helle
Kære helle
Mange tak fordi du tog dig tid til at svare.
Hvor er jeg ked af at høre, at du også har mistet din pige på den måde. Det må også havde været et ubeskriveligt chok for dig.
Selv om det er få linier du har skrevet, så er det uhyggeligt så meget det du skriver ligner Nannas historie. Nanna havde borderline og socialfobi, men det var hendes socialfobi der til sidst var mest dominerende. Hun kæmpede som din Clara, for sit liv og for at komme ud af den forfærdelige socialfobi, der var så meget hun ville, så mange planer hun havde, men hun oplevede det som en fiasko hver gang det mislykkedes for hende.
Nanna skulle starte på lidt arbejde i Super Brugsen dagen efter, efter aftale med hendes psykolog, men hendes socialfobi har helt sikkert taget over om natten, da hun om havde kvalt sig med sit sjippetorv.
Nanna ønskede at leve, men ville fortælle os var helt sikkert, at hun ikke magtede at starte i Super Brugsen, og at få endnu et nederlag.
Nanna overlevede flere selvmordsforsøg inden da, så jeg ved jo alt for godt hvordan hun ville have haft det hvis hun havde overlevet sit sidste selvmordsforsøg. Hvor ked af det hun havde været, og ingen tvivl om at hun havde håbet at det ville have ført til at hun havde fået den hjælp hun havde behov for.
Ja, magtesløsheden kender jeg alt for godt. Ville jo gøre alt for Nanna, vi kæmpede sammen de sidste 2 år hun levede, og så endte det alligevel med at et af hendes selvmordsforsøg lykkedes…
Hvis du har lyst og overskud, må du meget gerne skrive igen.
De mage kærlige hilsner fra Susanne (susabri@msn.com)
Jeg føler med dig, hvor hårdt det må være.
Kære Susanne.
Jeg er virkelig ked af det din pige Nanna har gennemgåt og, hvor hårdt det hele må have været for dig, og hvor hårdt det stadig må være.
Det er rigtigt at Nanna's og min Clara's historie ligner hinanden meget, det er forfærdeligt som mor, når ens barn har det skidt, og meget meget forfærdeligt når ens barn vælger at tage sit liv.
Min pige Clara kæmpede også meget mod sin socialfobi, som din nanna gjorde, min Clara var så hårdt ramt til sidst, at hun ikke længere vågede sig udenfor en dør, og hun kunne kun magte og se mig, til sidst var hun så bange for omverdenen, at hun ikke turde være i nærheden af sin far og hendes to mindre søskende Emil og Sabine.
Det var meget hårdt de sidste 3 år, hvor clara's socialfobi helt havde overtaget kontrollen over hendes tanker og valg.
Clara havde forinden sin død lavet 12 selvmordsforsøg der ikke lykkedes, men desværre døde hun af det sidste selvmordsforsøg, og hun kunne ikke reddes denne gang.
Du må undskylde, at jeg ikke fik skrevet så meget sidste gang, men det er så hårdt og leve uden Min Clara, jeg ved knap nok hvordan, at jeg skal overleve uden hende, selvom det er 4 år siden hun døde, så bliver smerten af hendes død kun værre og sidder dybere og dybere i hjertet.
Jeg er ked af, din Nanna var så hårdt ramt og at du har mistet hende så forfærdeligt også tidligt.
Kærlig hilsen fra Helle
At finde sit barn død - det
At finde sit barn død - det har jeg ikke prøvet. Jeg fandt hende ikke, da du blev fundet dræbt i skoven efter styrt med sin hest...men jeg så hende på hospitalet - en smuk 20-årig ung kvinde...jegt sagde farvel til hende på hospitalet og gav udtryk for ønsket om ikke at se hende mere...FORDI jeg nogle år forinden havde set min far et par døgn efter han var død..og det var ikke rart - tærerne stak ud, han var helt blå (ja, det var sommer og endda meget varmt) men jeg fik et chock og har aldrig siden ønsket at se mine døde slægtninge - heller ikke da min mand gennem 32 år døde - iøvrigt helt uventet af et hjertestop. De havde lidt svært ved at forstå det på det hospital, han blev bragt til, men accepterede min holdning, da jeg fortalte hvorfor . Min søn og hans halvsøster tog sig af det...
At finde sit barn
Kære Anni
Nej dit brev var bestemt ikke for langt.
Jeg skal nok svare dig inden så længe, jeg er ber ikke særlig hurtig til det. Jeg er rigtig glad for at få dit brev. Jeg føler allerede at jeg næsten kender dig.
Vi snakkes.
Knus fra Susanne
At finde sit barn
Kære Susanne.
Nu er jeg helt ked af, at jeg fik skrevet sådan et langt svar til dig sidste uge - håber ikke, jeg har skræmt dig, for det var bestemt ikke min mening.
Håber, du kontakter mig igen, når du er klar.
Mange tanker til dig.
Anni.
At finde sit barn
Kære Anni
Tusinde tak fordi du skrev, hvor er jeg ked af, at du også skal det her igennem, og hvor jeg føler med dig. Ja, du kender alle de følelser, som jeg kæmper med, har sikkert også alle de tanker jeg kæmper med. Og det syn der igen og igen bliver ved med at følge én.
Og savnet af vores dejlige børn, jeg ved ikke om det helt er gået op for mig at jeg ikke skal se Nanna igen, selvfølgelig ved min hjerne det, men der er bare noget af mig der ikke rigtig kan forstå det.
Har du lyst til at fortælle lidt mere om Rasmus?
Hvordan klare du dig?
Hvis du får lyst til at skrive til mig, får du her min mailadresse, susabri@msn.com.
Knus fra Susanne
Jeg "ser" også synet igen og igen da jeg den 9. marts i år fandt min 19. årige søn Rasmus, der havde valgt at hænge sig i vores carport. Han havde været død i ca. 45 min., da jeg fandt ham, og han var kold, så jeg vidste også med det samme, at han VAR død. Jeg kommer aldrig over det og savner ham hver dag. Nu her bagefter, er det en stort puslespil, jeg prøver at samle, men jeg får nok aldrig svar på "hvorfor", og DET er meget svært at leve med.
Mange kærlig hilsener til Susanne
Anni Gundersen
At finde sit barn
Kære Susanne.
Jeg sidder og græder, når jeg læser din beskrivelse af, hvordan du fandt Nanna. Åh, hvor jeg også føler med dig, jeg VED hvordan det er. Jeg "ser" også synet igen og igen da jeg den 9. marts i år fandt min 19. årige søn Rasmus, der havde valgt at hænge sig i vores carport. Han havde været død i ca. 45 min., da jeg fandt ham, og han var kold, så jeg vidste også med det samme, at han VAR død. Jeg kommer aldrig over det og savner ham hver dag. Nu her bagefter, er det en stort puslespil, jeg prøver at samle, men jeg får nok aldrig svar på "hvorfor", og DET er meget svært at leve med.
Mange kærlig hilsener til Susanne
Anni Gundersen
At finde sit barn
Kære Susanne...
Det må være så forfærdelige billeder at have med dig... Jeg ønsker sådan for dig at de med tiden bliver udviskede og du i stedet ser din smukke datter som hun jo var..
Hvad enten det er svært eller ej, så tror jeg også at det at vi fortæller og fortæller vil lette en smule hver gang.
Tænker på dig!!
Knus Lisa
At finde sit barn
Kære Susanne!
Hvor er det bare flot at du får skrevet om fundet af din elskede datter! - du har sikkert nogle "billeder" som du prøver at "skifte ud" - Vores søn tog sit liv ved at gå ud foran lokaltoget - og vi var nødt til at tage med politiet ind og identificere ham - hospitalet havde gjort hvad de kunne for at han skulle se "pæn" ud - alligevel har jeg nogle "bileder" der af og til kommer op... men det var ham - og jeg "nussede" hans bare arm et kort øjeblik....
Jeg føler med dig og håber du - trods alt - må få lykkelige stunder - det kan lade sig gøre - selvom de gode, lykkelige øjeblikke er korte i starten - det bliver bedre med tiden...
At finde sit barn
Kære Susanne.
det er bare rigtig godt du har fået skrevet om din kære datter,det er bare rigtig godt at snakke/skrive om din frygtelig oplevelse.gør det lige så tit du føler for det,for det hjælper og der er så mange søde mennesker her på mindet som gerne vil støtte og trøste dig.
Knus Lissy
At finde sit barn
Nej jeg glemmer aldrig fredag den 26. Oktober 2007 kl. 8.30 om morgnen. Jeg var taget på arbejde kl. 5 om morgenen, der var lidt musik på Nannas værelse som er på 1.sal. Men hun plejede at have lidt musik når hun sover, så der var ikke noget mærkeligt i det. Men da jeg gik op til bilen, kikkede jeg hen på hendes vindue og lagde jeg godt nok mærke til at hun havde glemt at slukke lyst på værelset, men tænkte at hun nok var faldet i søvn inden hun fik det slukket. Jeg kørte på arbejde og var i godt humør for jeg skulle have besøg af min kæreste senere på dagen. Jeg blev hurtigt færdig med mit arbejde og kørte i svømmehallen den morgen inden jeg kørte hjem, mens jeg lå der kom jeg til at spekulere over at jeg ikke havde nået at få lagt refleksvesten til min anden datter, så jeg var ret bekymret for om hun måske blev kørt ned... Jeg tog mig rigtig god tid i svømmehallen, og forkælede mig selv og gik en tur i sauna. Her mødte jeg 4 søde ældre damer, vi sad og snakkede lidt, de syntes at det var hyggeligt at få lidt selskab i saunaen.
Hjemme tændte jeg for computeren, Nanna plejede først at vågne kl. 10, så jeg havde lidt tid for mig selv. Men jeg kunne ikke finde min radio, rendte rundt i huset for at finde den. Nå, men så måtte Nanna jo have lånt den, så jeg måtte op for at se om den var der.
Op af trappen?
Det første jeg får øje på er NANNA..
Et splitsekund? og jeg vidste det.
Hun er DØD.
Hun er DØD.
Ingen tvivl?
Har været død i mange timer?
Har kvalt sig i et sippetorv, er fuldstændigt vansiret fordi hun har været død så længe, tungen hænger ud af munden, anaigtet er helt skævt, og med dødspletter på kinderne.
Jeg skriger,
Tager hende i armen, for det følte jeg at jeg skulle, men jeg vidste jo at hun var død.
Råber snakker skriger
Løber ned til telefonen.
Ringer 112... Der er omstilling? det føles som lang tid.
Skriger bare at min datter her begået selvmord og hun er død og min adresse. Siger at hun ER død. Kan ikke huske hvad vedkommende siger. Men jeg bliver i telefonen, ved ikke hvor mange minutter der går. Heldigvis prøver vedkommende ikke at sige til mig at hun måske lever. Kan nok høre på mig at det er alvorligt?
Høre udrykning i baggrunden, langt væk?
Pludselig dutter det i telefonen, forbindelsen til 112 er væk, jeg bliver helt ude at den, går rundt og skriger, ved at jeg ikke skal gå ovenpå.
Prøver at ringe til min mor?Råber i telefonen at Nanna har begået selvmord, siger det mange gange? opdager at jeg har ringet forkert nummer.
Prøver at ringe op igen?Råber det bare i telefonen til min mor. At Nanna her begået selvmord? lægger på. Ambulancen kommer, jeg peger bare ovenpå. De skynder sig derop. Der kommer hurtigt en ned og beder mig om at sætte mig ned. Siger til mig at det er rigtig, hun er død. Det vidste jeg jo godt. Han taler beroligende til mig?
De siger en masse mærkelige ting, tror at Nanna bor alene i huset, men hun er jo bare 16 år, så tror de at hun lever ovenpå. Men det var jo bare hendes værelse, hun boede i hele huset. Bliver forvirret over at skulle forklare alt dette.
Min mor ringer igen, spørger om hun er død. Jeg siger bare, Ja, hun er død, og lægger røret på, kan ikke snakke.
Politi, læge osv kommer. Mor og hendes mand kommer. Hendes mand køre ud for at hente min anden datter og fortælle hende hvad der er sket.
Politiet kommer ned med et digt Nanna har skrevet, men hun har skrevet det dagen før om eftermiddagen. Der er ellers ikke noget afskedsbrev.
Skal snakke lidt med politiet, som skal have nogle oplysninger om Nanna.
Vi bliver bedt om at gå in på værelset.
Nanna skal ud i ambulancen. Ved det har været forfærdeligt for dem. Hun havde været død i 8 timer.
Prøver at få fat i min kæreste..ringet flere gange. Sender en sms til ham, skriver til ham, om han vil ringe for der er sket noget forfærdeligt. Da han læser beskeden ved han med det samme hvad der er sket. Han prøver flere gange at ringe. Men der er optaget, for jeg er ved at ringe til min far.
Min mors mand kommer hjem med min anden datter. Politiet er der stille spørgsmål om Nannas tilstand.
Min mors mand har fået fat i mine søskende, den ene er på vej.
Vores familielæge kommer for at se om jeg har brug for noget beroligende. Men det føler jeg ikke jeg har. Vil ikke have dulmet følelserne, ved jo at de er er naturlige, og de kan jo ikke fjernes. Han tilbyder at ringe tilbage. Tager sig tid til at snakke med mig.
Min kæreste ringer. Han får fri fra arbejdet og tager af sted med det samme, men arbejder langt væk. Så der går flere timer inden han kan være der.
Jeg ringer til Nannas psykolog og fortæller at hun er død.
Alt er kaos.
Min kæreste ringer en gang i mellem.
Mors telefon ringer og hun begynder at fortælle hvad der er sket jeg kan slet ikke holde ud at høre på det. Beder hende om at gå ud mens hun taler i telefonen.
Jeg skriver en mail til Nannas sagsbehandler. Fortæller at det er for sent at hun er død nu.
Min fars kone kommer. Hilser på min mor og hendes mand, hun har ikke mødt dem før.
Vi snakker om hvad der er sket.
Min fars kone begynder at snakke om at hendes søn har influenza og at det er hans fødselsdag. Jeg kan ikke holde ud at høre på det, det virker som så meningsløse ting. NANNA ER JO DØD.
Går på borderlineforeningens forum. Skriver to korte indlæg for at fortælle at Nanna er død. De må bare vide det?
Nannas telefon bliver hentet. Vi må vide hvad der er sket.
Hun har slettet de fleste smser. Men kan se at hun har været lidt uvenner med at par drenge. Kan se ud af det at hun ikke har svaret nogle siden halv 1, så hun har nok allerede været død der? Jeg skriver til dem og fortæller hvad der er sket. Den ene fortæller at Nanna havde skrevet til ham at hun havde taget nogle piller og spurgt om det var farligt. Men hans telefon var løbet tør for strøm, så der går lidt tid inden han svare hende, men hun svare aldrig tilbage, han havde skrevet flere smser til hende i løbet af natten, han havde også haft ringet til hende. (Har skrevet meget med ham båden den dag og senere, så han ikke skulle få skyldfølelse og så den skyldfølelse han havde forsvandt).
Men vi får i hvert fald en forklaring på hvordan hun kunne komme til at kvæle sig med sippetorvet, hun har simpelthen været så sløv pga. pillerne at da hun forsøgte at kvæle sig selv, så er hun hurtigt blevet bevidstløs og hun lå på en måde så hun blev kvalt da hun er blevet bevidstløs.
Det giver lidt ro at finde ud af hvad der er sket deroppe på værelse.
Vi spiser noget mad som min mors mand henter. Selv om vi ikke har lyst til at spise gør vi det alle sammen alligevel.
Min kæreste kommer, det giver mig mere ro. Han er god til at snakke med mig.
Vi køre ned for at se Nanna jeg frygter det, for jeg ved at hun ikke er pæn, spekulere meget på det.
Vi må vente lang tid ved sygehuset inden de er klar. Føles som en halv time, men stedsøster og hendes mand kommer også. Jeg føler bare at vi er alt for mange mennesker. Vi kommer ind på en stue, hvor vi bliver forberedt på det som jeg godt vidste, at hun ikke ville være pæn at se på, pga. måden hun døde på.
Vi går hen til stedet hvor hun ligger. Jeg beder om at få lov til at gå derind uden andre først. En sygeplejerske følger mig derind. Holder mig i hånden.
Går hen og snakker lidt med Nanna. Aer hendes kolde hud lidt. Hun ligner ikke sig selv. Kun næsetippen. Jeg har hendes bamse med. Som vi lægger ved hende. Jeg nusser hendes ben og fødder lidt. Kan mærke at det er Nannas fødder, har jo nusset dem så tit. Med de der kolde.
Familien kommer ind og tager afsked med hende. Vi bruger noget tid derinde. Tager afsked. Ved at vi ikke kommer til at se hende igen.
NANNA, JEG VILLE GØRE ALT FOR AT HAVE DIG HER VED MIG IGEN
At finde sit barn
til anette. kan du ikke se at susanne 2 også er i krise. de er i deres familie blevet afsløret af lene som åbenbart ramte plet med hensyn til dødsårsagen. de ønskede i første omgang ikke at fortælle en hel masse. men lene havde allerede regnet den ud, sikkert nok fordi hun havde studeret alt omkring det og ville være først. hvorfor skulle alle de eksempler på hvordan man finder en død og af hvad ellers bringes frem. har du egentlig nærlæst lenes beretninger. jeg ville også først blive ked af det og nok også vred over at hun bare bliver ved.
At finde sit barn
Jeg ville føle mig rigtig meget frustreret, hvis jeg var en af disse kvinder, der havde mistet deres barn, selv havde fundet det, og så skulle finde sig i at udeforstående begynder med en masse ævl, for at bringe sig selv i focus
Jeg ser ikke meget medfølelse i Lenes første indlæg, gider ikke engang at læse de andre. Det er helt klart malplaceret, der hun gør.
Hvor mange at ville - helt ærligt - gide at finde jer i at familie, venner lukkede sådan noget l... ud, når i var midt i Jeres allerstørste sorg og krise.
Grunden til at forum findes må være fordi der her er muligt at komme af med det, man ellers har det svært med at få sagt, og ikke at overgå hinanden i "saftige historier"
Respekter hinanden, vi er alle ramt på og man skal ikke jokke på en der ligger ned.
Hvis Lene har brug for at fortælle sin historie, kan hun jo oprette en træd, der hvor det nu passer sig i stedet.
Ære være alle vores døde
Jette
At finde sit barn
Til Susanne 2
Hvor bliver man ked af det når man læser dine undskabsfuldheder.
Tænk dig om næste gang du skriver!
At finde sit barn
Kære dig.
Jeg skrriver sådan fordi dette jo intet har med Susannes "Tråd" at gøre.
Jo MIG en brand kan godt gå ud af sig selv - hvis den ikke får nok næring - og det havde den ikke fået.
Min svoger boede i rækkehus - og ja vi fatter heller ikke der ikke er nogen der havde bemærket det i løbet af dagen - hverken naboer eller gårdmændene havde opdaget noget - som gårdmanden sagde hvis det havde været igår havde vi opdaget der for der gik vi og fejede ved affaldsstativerne - hans lejlighed lå lige ved en gennemgang og der stank så meget at brand at det lyder fuldstændig urealistisk - men alligevel er det fakta....
Der bor en ældre dame længede henne af vejen hun havde bemærket brandlugt da hun lukkede sit vindue for natten - men havde tænkt det var nogle der brændte et eller andet af..
Det falder helt i tråd med dødstidspunktet er sat til mellem 21.00 og 00.00.
Hans lejlighed er i to etager hans soveværelse var i underetagen - men ikke en eneste ting i lejligheden kunne reddes - pga den meget kraftige rørudvikling der havde været.
Vinduer - trappe - køkken - gulve tapet - selv sanitet - og fliser i badeværelset skal udskiftes..Og så skal lejligheden behandles med et eller andet så den bliver forsejlet - inden den kan sættes istand. Det vil tage flere måneder.
Jeg har aldrig i mit liv set noget lignende - og det gør så ondt at tænke på han har ligget derinde helt alene.... 47 år er jo ingen alder....
At finde sit barn
Hej susanne2.
Ja, så har jeg misforstået lidt, men det ændrer ikke ved faktum, at Lene også har kørt plat på DIN historie.
Jeg er virkelig ked af, at hun får lov til at fylde SÅ meget her på mindet, og faktisk er skyld i, at nogen ikke kan magte at lave tråde.
Kram
Hannah
At finde sit barn
Kære Susanne.
Hvor kan jeg sagtens følge dig. Har lige læst indlægget under forum, og jeg er da rystet over personen.
Jeg gik så ind under emnet "mistet" forældre for at se hvor meget personen skriver derinde. Næsten ingetig. Hun nævner vist hendes mor én gang, men ellers hendes mormor, svoger og onkel. Og de få gange hun kommenterer, er det altid værre end det trådstarter har skrevet. For mig at se, burde personen "kun" skrive i de fora, om omhandler det hun selv kender til (måske???), ergo "mistet forældre". Men det er som om personen bare SKAL være mere i centrum.
Jeg er også bare en af dem der tænder et lys for mine kære. Hvis jeg en dag får overskud til at skrive i forum, gør jeg det måske. Men det der afholder mig lige nu er, at jeg ved personen vil komme på banen med bedrevidende ord. Og det har jeg IKKE brug for. Jeg har mistet et dødfødt barn, og det kan personen ikke sætte sig ind i, men hun vil helt sikkert køre i det, og fortælle historien om svogeren igen igen. Og det har jeg ikke brug for. Det er rart med empati fra nogen der har oplevet noget tilsvarende, som du også søger. Men vi behøver ikke empati som skrivebordspsykologi.
Æret være din datters minde.
At finde sit barn
Lene det er utroligt så mange dødsfald du oplever på den ene eller anden måde . Jeg tror du har en livlig fantasi og gerne vil være midtpunkt for når der sker et eller andet så har du også prøvet det.
At finde sit barn
Kære Susanne. Med al respekt for din forfærdelige oplevelse, ønsker jeg sådan for dig og din familie at i sammen må komme hele igennem tiden. Ved at skrive og fortælle åbent om hvad der sker i dit indre, tanker, syner, minder og sorg, vækkes atter og atter tragedien til live. Men denne er med tiden god at få arbejdet igennem. Det er bare så hårdt og så tæt på endnu. Jeg har heldigvis ikke haft sådan en skrækkelig oplevelse, men har ofte frygtet min reaktion hvis jeg skulle blive udsat for et så voldsomt trauma. Men jeg bliver rystet over at læse Lene`s indlæg, idet hun skræmmer mig ved at gøre emnet til en konkurence. Jeg læste dit indlæg som en forfærdelig ting du gerne efterlyser om andre i samme situation har svær ved at gennemleve. Men jeg læser Lenes indlæg som en hel masse eksempler som hun betragter som langt værre, for ikke at kalde lidt usmagelige. Men måske det ikke er noget nyt ???
At finde sit barn
Kære Susanne. Hvor er det frygteligt, det du har været igennem, helt umenneskeligt. Jeg tror måske det kunne hjælpe dig LIDT at skrive noget mere om det. Hvordan du fandt hende, hvordan hun så ud ............ bare FÅ DET UD: Det kan du evt. gøre her. Men du kan også bare skrive, skrive og skrive til skuffen. Men ud SKAL det, også (måske især) alt det ubehagelige. Varme tanker EM
At finde sit barn
Mange tak for jeres svar. Og til Hanne hvor er ked af at høre at du har mistet både din mand og datter, hvor må det have været et kæmpe chok, og svært at have mistet dem begge.
Og Lissy, hvor er jeg ked af at høre at du også har mistet din søn, det er godt at høre at I har kunnet tale sammen i familien, og det er en rigtig flot mindeside I har lavet til Kenneth.
Jeg har desværre ikke rigtig haft den mulighed for at snakke med familien, da den ene halvdel har slået hånden af mig og den anden halvdel snakker ikke om følelser, så det er mest min kæreste der står for tur, når jeg har brug for at snakke. Men det er også svært for selv om han gerne vil, så er det også svært for ham at sætte sig ind i hvordan jeg har det.
På en eller anden måde så fylder det bare meget og nogle gange nok alt for meget at hun havde været død så længe inde jeg fandt hende. At det var svært at får taget en ordentligt afsked, pga. måden hun var død på lignede hun slet ikke sig selv, kun hendes næsetip, var til at kende da vi så hende i kapellet. Jeg vidste jo godt at hun ville se forfærdeligt ud, fra det øjeblik jeg fandt hende.
Jeg har altid tænkt at jeg på hvordan jeg ville reager hvis der skete en ulykke og jeg skulle tage stilling til om mine børn skulle være organdonere, men det kunne jeg ikke, for tanken om at jeg skulle sige farvel til dem mens de stadig levede og at de så ville komme kolde tilbage, det kunne jeg ikke. Men nu kom jeg til at opleve det, ikke at kunne sige farvel til mit barn på en ordentlig måde, det som jeg altid har frygtet ved organdonation.
Jeg har gået til psykolog efter jeg mistede Nanna, men han mente bar at jeg klarede det så godt og han afsluttede det hurtigt. Planen er også at finde en anden psykolog, jeg ved bare ikke hvordan man finder en god en, og har svært ved at overskue at få det gjort.
Jeg føler også et stort behov for at fortælle om, hvordan jeg fandt min datter og alt det omkring det tidspunkt, men det er også svært, for jeg føler heller ikke at jeg vil belaste nogle med så grufulde ting, Det er på en måde lettere at snakke om sorgen, det er ligesom noget andre bedre kan sætte sig ind i.
Og så er jeg blevet enormt bange for, at skulle gå ind og vække en i familien der sover, lige meget om det er kæresten eller hans datter, jeg gør det, men det sidder ligesom i mig hver gang, er der sket noget, trækker de vejret osv.
At finde sit barn
Mange tanker til dig .. jeg har ingen ord der kan trøste, syntes det må være en aldeles grufuld oplevelse af finde sit eget barn død.
Jeg vil anbefale en psykolog .. om ikke andet så for at kunne forstå dine egne tanker og reaktioner ..
At finde sit barn
Kære susanne
Ja, jeg fandt min mand død i dobbeltsengen..han ville lige hvile sig..Et par år foriden havde vi mistet vores 2o-årig datter,da hun styrtede med sin hest..
Begge gange kunne jeg se, at de var døde...
Nina var endnu varm..dét var hendes far ikke. Vores søn kom til og forsøgte at give sin far kunstigt åndedræt, mens stoppede da han så "rigor mortes"..min gamle far fandt min mor på samme måde..hun skulle lige have sin eftermiddagssøvn...Ca. hver 3. menneske dør på den måde - oftes naturligvis - ældre mennesker
Nej, man glemmer det aldrig....
At finde sit barn
vi har også fundet vores elskede søn på 27 år død på hans værelse.min mand var oppe at kalde på ham fordi han var hjemme i weekenden for at hælpe sin far,da han kom derop havde han været død i et stykke tid,min mand var klar over at han var død,men ville dog ikke acceptere det,selv da politiet og lægen var her kunne han ikke overbevises om at han ikke havde set ham bevæge sine ben,det var bare noget sf det mest forfærdelige at se ham ligge der og vi kunne ikke gøre noget som helst,vores verden brast total sammen,og det evige hvorfoer blev bare ved,og gør det den dag i dag.men nu har vi snakket meget med vores familie om det og det har gort rigtig godt.